Foldbar iPhone kommer formentlig tidligst 2024, hvis overhovedet
Det siges, at Apple er i gang med at udvikle en foldbar iPhone. Rygterne hævder, at Apple har planer om en lancering af telefonen allerede i 2023, men ifølge den koreanske nyhedsside The Elec, bliver der formentlig ikke tale om en lancering af en foldbar iPhone før i 2024. Hvis den da overhovedet kommer.
Foldbare iPhone tidligst klar i 2024
The Elec påstår, at deres kilder oplyser, at der ikke er noget der tyder på, at Apple kan blive klar til at lancere telefonen i 2023, når det gælder produktionskæden. Desuden skal Apple holde et skarpt øje på, hvordan det går for andre foldbare telefoner for at se konkurrenterne an og vurdere hvor god en forretning, foldbare telefoner er.
Ser man på Samsung, der kun solgte 2,5 millioner foldbare enheder i 2020 efter at have sat et mål på 4,5-5 millioner solgte enheder, ser det mindre godt ud for den kategori.
Se også: Find priser på foldbare telefoner
Koster ganske enkelt for meget
Der er ingen tvivl om, at foldbare telefoner endnu ikke er blevet mainstream. Det skyldes til stor del prisen, der typiske er væsentligt højere end de fleste andre flagskibstelefoner. Det betyder, at selv hvis en kunde ser potentiale og fordele ved en foldbar telefon, kan den stadig være for dyr til, at kunden har lyst til at investere i den.
Det er dog kun tiden, der kan fortælle, om Apples planer om en foldbar iPhone bliver virkelighed. En faktor i Apples beslutning kan være konkurrenternes succes eller mangel på samme.
Se også: Nyheder om foldbare telefoner