Foldbar iPhone på 8 tommer forventes i 2023
Der har den seneste tid cirkuleret en del rygter om, at Apple kan være i gang med at udvikle en foldbar iPhone. Det er et af de mere interessante rygter, for det tyder på, at Apple gerne vil hoppe med på vognen, som Samsung i sin tid satte i gang og det selvom foldbare telefoner endnu ikke er helt mainstream. Nu er der tilmed kommet en tidsplan for projektet.
Foldbar iPhone i 2023 – med skærme fra Samsung
Det er den kendte analytiker Ming-Chi Kuo, der hævder, at Apples foldbare iPhone kan forventes på markedet i 2023. Den skal efter sigende have en skærm på 8 tommer, når den er foldet ud og skærmen skal være en QHD+ fleksibel OLED-skærm.
Desuden siges Samsung at blive eneleverandør af skærme til telefonen.
Kuo nævner desuden, at en af de teknologiske funktioner, Apple tager med i telefonen, bliver en touch-løsning med nanotråd i sølv til skærmen. Det skal efter Kuos mening giver Apple en konkurrencemæssig fordel på den lange bane.
Den løsning bruges tilsyneladende allerede i HomePod, så Apple er allerede i gang med at udforske mulighederne og få erfaring med at bruge den teknologi.
Se også: Sammenlign priser på foldbare telefoner
Vil ryste iPhone og iPad posen
Som det er nu, er der mere eller mindre vandtætte skodder mellem Apples lineup af henholdsvis iPhones og iPads, så det vil helt sikkert ryste posen at introducere en foldbar telefon til familien.
Om det er en positiv ting, kan være svært at sige. En fordel med en tabletlignende telefonskærm kan være det, der skal til, for at Apple giver iPhonen understøttelse af Apple Pencil.
Se også: Nyheder om foldbare telefoner