Garmin A50 test
Den nye nüvifone A50 fra Garmin er designmæssigt en tand kønnere end A10. Den eneste fysiske knap på forsiden er en firvejsknap til at navigere rundt med og foretage valg. Den tast kunne vi såmænd sagtens have været foruden, da man jo alligevel først og fremmest navigere rundt i menuerne direkte på skærmen. Personligt har jeg endnu til gode at tage den i brug. Derudover sidder der i alt 4 touch-taster lige under skærmen.
En tilbage-tast, en telefontast, en indstillingstast og en hjemtast. På telefonens højre side sidder der taster til lyd og kamera, mens der er stik til bilholderen på telefonens venstre side. Designet er meget sobert og i pianosort på fronten, mens bagsiden er holdt i mat gummimateriale. Den er 12 millimeter tyk og vejer 136 gram, så alt i alt skiller den sig ikke meget ud fra markedets andre touch-mobiler.
Gammelt Android
Styresystemet i A50 er Android 1.6. Systemet findes allerede i en version 2.2, den har eksisteret i over 4 måneder, så det er ret ærgerligt, at A50 ikke er opjusteret til den version. Det betyder blandt andet, at den ikke er så let at opsætte til arbejdsserveren. Skal arbejdsmailen derfor synkroniseres med A50, skal det ske via et tredjepartsprogram. Fair nok, det er selvfølgelig i Androids ånd, at man selv kan og skal installere programmer på mobilen, men skal man virkelig over rampen til en bred kundeskare burde den slags nok være på plads. Især med tanke på, hvem den henvender sig til.
A50 er bygget noget anderledes op end alle andre Android-mobiler (udover A10 som et bygget op på samme måde). Ikon til opkald og to til GPS – Find og Vis Kort – dominerer hovedskærmen. Yderst til højre er der en bjælke med ikoner til diverse funktioner, som kan trække op og ned. Her kan man placere ikonerne i den rækkefølge, man har lyst til. Denne spalte kan i øvrigt trækkes hen over hele skærmen, hvor alle de funktioner og spil, der er installeret på mobilen, ligger. Det fungerer faktisk udmærket i brug.
Ikke som de andre
Hovedskærmen består altså ikke af for eksempel 7 skærme, som man kan veksle mellem. Det er dog muligt at få det ved at holde Hjemtasten nede ganske kort. Så får man adgang til 5 skærme, som kan fyldes med ikoner og widgets præcis som vi kender det fra for eksempel HTC’s Android-mobiler. Denne funktion bruger jeg dog uhyre sjældent, da det er lidt besværligt og da jeg hurtigt kan aktivere de ønskede funktioner ved at bladre op og ned i bjælken til højre på skærmen.
En skærm på 3,5 tommer kunne også fint bruges til at se film på på farten, men da den kun understøtter de specielle mobilformater som Mpeg4 og H.264 – og ikke DivX – skal man altså selv i gang med at konvertere film, man eventuelt har liggende på computeren. Skærmen fungerer derimod godt til web med fin og hurtig multitouch-zoom med fingrene. Kameraet er kun på 3 megapixel uden fotolys, men dog med autofokus – billederne bliver sjældent rigtig gode, og slet ikke når lyset ikke er optimalt.
Derimod kan man slå tiden ihjel med at lytte til musik, se på Youtube-film eller spille spil. Der findes efterhånden mange rigtig gode og flotte spil i Android Market.
Det handler om GPS
Derudover er A50 selvfølgelig koblet fremragende op til Googles mange tjenester som Gmail, Google Kalender og Google Talk. Det er dog først og fremmest for GPS’ens skyld, at man køber A50. Man får fuld navigation i hele Europa med gratis nüMaps Lifetime – kortopdatering. Det er gratis så længe, man har den købte mobil. Det koster normalt omkring 800 kroner og så følger der naturligvis også en bilholder og cigaroplader med til A50.
Og A50 er rigtig god som GPS-mobil. Man får flot og tydelig kortvisning, det er let at søge på alt mellem himmel og jord og så navigere til det, både via Garmins eget kortprogram og via Google Søgning. Måske bedst af alt, så er GPS-delen uhyre godt integreret med kalender og kontaktbog, så man hurtigt vælge destination og kombinere det med kalendernoteringer eller personer i kontaktbogen.
Som mobil er Garmin A50 ikke helt på niveau med de bedste Android-mobiler på markedet, men som GPS-mobil er den bedst lige nu – flot kortvisning og rigtig god integration med mobilens andre funktioner, gratis kortopdatering og bilholder og oplader følger med i boksen.