Test af Huawei P9 Lite – prisbevidst kvalitet

Huawei P9 Lite er en fremragnede mobil - specielt til prisen. Læs vores test og anmeldelse af den nye mobil fra Huawei, der på mange punkter er et bedre køb end P9.

Test af Huawei P9 Lite – prisbevidst kvalitet

Da Huawei P8 Lite kom sidste år, havde vi svært ved at få armene ned og anbefalede den faktisk i stedet for P8 – til prisen var P8 Lite ganske enkelt bedre. Spørgsmålet er så, hvordan styrke forholddet er mellem P9  pg P9 Lite – prisforskellen på cirka 1.800 kroner er da til at tage og føle på.

P9 Lite har som sådan ingen funktioner, der gør, at man taber mund og polypper, men til prisen er det svært ikke at blive imponeret over, hvor god den er i praksis. Læs vores test af anmeldelse af P9 Lite.

 

Huawei P9 Lite – bedømmelse

Design & Materiale: 8/10

Brugervenlighed: 10/10
Batterilevetid: 9/10
Skærm: 8/10
Kamera: 7/10
Hastighed i brugerflade: 8/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 8/10
Musikkvalitet: 6/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 81/100

anbefaler logo

 

Se også: Bedste pris for Huawei P9 Lite

 

Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei P9 Lite herunder.

Men først lige nogle billeder af den nye Huawei P9 Lite.

huawei p9 lite teaser huawei p9 lite huawei p9 lite huawei p9 lite huawei p9 lite

Test og anmeldelse af Huawei P9 Lite

Test af Huawei P9 Lite – design

Lidt overraskende er P9 Lite både lidt større og lidt tungere end P9, men det er dog svært at mærke forskel i praksis – måske i tykkelsen, når man har dem i hænderne lige efter hinanden.

Designmæssigt er den ikke opsigtsvækkende på nogen måder, men har et fint neutralt look og design. P9 Lite virker godt bygget og er behagelig at holde i hånden.

Huawei har dog og desværre sparet det hårdføre Corning Gorilla Glass 4 væk og skærmen har bare almindelig glas. Det er med andre ord på sin plads at kaste nogle penge efter beskyttelse i form af cover eller film til skærmen.

P9 Lite er i øvrigt ikke certificeret til at være vandtæt og støvtæt.

Test af Huawei P9 Lite – Brugervenlighed

Huawei P9 Lite er en rigtig brugervenlig mobil med hurtig brugerflade og en brugerflade uden de helt store dikkedarer, besværligheder og irritationsmomenter. Der er forbløffende lidt bloatware med fra starten på P9 Lite.

Brugerfladen har ingen decideret app-mappe, men apps tilføjes bare direkte til startskærmen og ligger ikke andre steder på telefonen. Det synes jeg fungerer godt.

Noget, der også er godt, er at man kan sætte to SIM-kort i P9 Lite – det er især praktisk, hvis man rejser til udlandet.

På bagsiden finder vi fingeraftryksscanneren og den sidder godt placeret og for det meste er den let at ramme. Jeg foretrækker dog stadig at have fingeraftrykslæseren på siden som det er tilfældet hos for eksempel den nye Sony Xperia X.

Som på P9 kan man også gøre startskærmen lidt mindre med funktionen ‘Miniskærmvisning’. Det gør den lidt lettere at betjene med én hånd, når man har det behov.

Test af Huawei P9 Lite – Batterilevetid

En mobil til så skarp pris som P9 Lite med batteri på 3.000 mAh – det er flot gået!

I praksis kan jeg også bruge den ganske heftigt i løbet af en dag og stadig have fint med batteri tilbage. Jeg er meget på nettet med min mobil, enten ved at surfe eller ved at bruge den som hotspot til andre enheder og billeder og video tager jeg også samt streamer musik i løbet af dagen og alligevel har jeg godt 20 procent batteri tilbage inden sengetid.

Der er desværre ingen quick charge, når batteriet skal lades op. Det er ellers blevet en funktion, jeg lynhurtig blev vild med, men der skal jo spares på nogle områder og det er altså sket her.

Test af Huawei P9 Lite – Skærm

5,2 tommer skærm og fuld HD-opløsning er en rigtig god kombination – skærmen har med andre ord en god størrelse, den er skarp og har fine farver. De sorte og hvide farver er faktisk sorte og hvide og ikke grålig-fesne udgaver af sort og hvid.

I sollys kan jeg også skrue så meget op for lysstyrken i skærmen, at jeg ingen problemer har med at læse på den, selvom jeg sidder i direkte sollys.

Som nævnt i Design-kategorien, så har P9 Lite ikke det hårdføre Corning Gorilla Glass 4, kun almindelig glas.

Test af Huawei P9 Lite – Kamera

Kameraet i en mobil er i dag fantastisk vigtig for de fleste – efterhånden er mobilen det primære og for mange også eneste kamera man har.

På papiret ser det lovende ud på P9 Lite, når det gælder kameraet med 13 megapixel, autofokus, fotolys, HDR og blænde F/2.0. Jeg havde sat næsen op efter noget rigtig godt, men bliver lidt skuffet.

huawei p9 lite kamera

Landskabsbilleder udendørs klarer den da som en mis og makrobilleder bliver også helt okay.

Men lysforholdene skal kun forringes ganske lidt, inden P9 Lite får problemer med skarpe billeder. Specielt i ret mørke omgivelser kan den slet ikke levere det, vi er vant til fra mobiltelefoner med blænde F/2.0 eller deromkring. For prisklassen er er det nok svært at forvente mere dog.

Herunder kan du se en række billeder taget med P9 Lite.

huawei p9 lite kamera mørke uden fotolys

Huawei P9 Lite kameratest: Taget udendørs ved højlys dag. Udmærkede farver og skarphed.

huawei p9 lite kamera mørke uden fotolys

Huawei P9 Lite kameratest: Makrobillede indendørs. Fin skarphed på forgrunden, mens baggrunden sløres. Man aner dog støj på billedet, der er taget indendørs med naturligt lys fra vinduerne.

 

huawei p9 lite kamera mørke med fotolys

Huawei P9 Lite kameratest: Taget i mørkt rum med fotolys. Lyset skydes fint af og farverne er helt fint. Vi ser dog støj ved billedet, specielt ved solbrillerne.

 

huawei p9 lite kamera mørke uden fotolys

Huawei P9 Lite kameratest: Taget i mørkt rum uden brug af fotolys. Faktisk bliver billedet noget bedre, når man ser det på computerskærm – på mobilen er billedet næsten helt sort. Men det står klart, at P9 Lite har problemer i mørke trods blænde F/2.0. Men som sagt: Prisen taget i betragtning, så kan man ikke forvente den skal kunne matche Galaxy S7 eller Xperia X.

 

Huawei P9 Lite har i øvrigt en udmærket kamerabrugerflade. Som udgangspunkt er kamerabrugerfladen meget simpel, men trækker man en finger op nederst fra skærmen, får man en masse indstillinger frem – også til Pro Photo Camera, hvor man kan lege mere præcist med de indstillinger, der er til kameraet.

huawei p9 lite kamera brugerflade

Brugerfladen til kameraet fungerer godt: Der er den helt simple til dem, der bare vil lade telefonen bestemme med autofokus og så er der altså mulighed for langt mere præcise indstillinger.

Test af Huawei P9 Lite – Hastighed i brugerflade

P9 Lite har ikke helt samme saft og kraft som P9, når det gælder processor og RAM som P9 – i hvert fald ikke på papiret.

I praksis kan jeg dog faktisk ikke få den til at stritte imod, når jeg bevæger mig rundt i brugerfladen og generelt er jeg meget tilfreds med dens hastighed i brugerfladen. Tunge apps og ikke mindst spil startes og afvikles helt uden problemer og også kameraet er hurtigt.

P9 Lite bliver heller ikke varm, når den presses på ydeevnen.

P9 Lite har kun 16 GB indbygget hukommelse og kun knap 10,5 GB er ledig for brugerne, men der er mulighed for at sætte et hukommelseskort i på op til 128 GB – men kun hvis du ikke bruger hukommelseskortpladsen til et ekstra SIM-kort.

Test af Huawei P9 Lite– Datahastighed

P9 Lite er fortrinlig på nettet og det er i hvert fald ikke hastigheden via 4G på telefonen, man skal bande og svovle ad, hvis man synes, den pludselig er langsom på nettet. Den har nemlig 300 Mbit/s med 4G.

Med mit 4G-simkort i telefonen opnår jeg høje hastigheder, når jeg laver speedtest og jeg både downloader og uploader filer rigtig hurtig.

Test af Huawei P9 Lite – Spil

Med en fuld HD-skærm på 5,2 tommer og meget fornuftig processor og fint med RAM, så får man en mobil, der egner sig rigtig godt at spille på.

Den har naturligvis ingen problemer med spil som CandyCrush, Wordfeud og Angry Birds, men også de mere tunge spil som Modern Combat kører som smurt i olie.

Test af Huawei P9 Lite – Musikkvalitet

Bruger du headset eller højtaler, så står P9 Lite som en rigtig god musikmobil med god lyd og masser af muligheder for at benytte sig af den musikafspiller, man ønsker. Den kører naturligvis også alle de gængse apps til musikstreaming helt uden problemer.

Den indbyggede højtaler er dog ikke noget at råbe hurra for til musik, hvor lyden hurtig bliver noget skinger i det. Til video og spil går den an.

Nederst på telefonen kan det se ud som om, der er to højtalere, men der er kun en højtaler i den højre side. Det ville egentlig heller ikke give mening at forsøge sig med en stereo-højtaler, hvor de skulle placeres så tæt på hinanden.

Test af Huawei P9 Lite – Samtalekvalitet

P9 Lite yder en god samtalekvalitet. Mikrofonen har en fin indbygget støjreducering, der fjerner støj fra omgivelserne, når jeg taler.

Lyden er dermed god og klar hos den jeg taler med og der er også god lyd hos mig selv.

Test af Huawei P9 lite – Pris

Huawei P9 Lite har lige nu en bedste mindstepris hos teleselskaberne fra cirka 2.100 kroner.

Se også: Sammenlign priser for Huawei P9 Lite

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

P9 Lite er en mobil uden dikkerdarer for at sige det på godt dansk og P9 Lite har fokus på det meste af det, brugerne først og fremmest går efter: Fint design, god skærm, lang batteritid og hurtig brugerflade. Det er lidt ærgerligt, at kameraet ikke klarer sig bedre, men det er bestemt meget hæderligt i prisklassen.

Den mangler måske nok de helt enestående funktioner, dog vil jeg fremhæve muligheden for plads til to SIM-kort, som vi sjældent ser herhjemme.

Alt i alt må jeg konkludere, at Huawei P9 Lite er et virkelig godt køb – også et bedre køb end P9, når man ser på den samlede oplevelse til prisen.

Den eneste anke mod at købe P9 Lite er kameraet. P9 har et bedre kamera end P9, men man vil nok blive rigtig misundelig på ens venner, hvis de løber rundt med en Galaxy S7 eller Xperia X for at nævne et par eksempler, der har betydeligt bedre kamera, men som så også koster i hvert fald 2.000 kroner mere.

 

For:

  • Brugerfladen
  • Batteritiden
  • Skærmen

Mod:

  • Kameraet
  • De indbyggede højtalere til musik

 

Test af Huawei P9 Lite – specifikationer og funktioner

  • Mål: 146,8 x 72,6 x 7,5 mm
  • Vægt: 147 gram
  • System: Android 6.0
  • Processor: HiSilicon Kirin 650, quadcore 2 Ghz, quad core 1,7 Ghz
  • Skærm: 5,2 tommer, 1920 x 1080
  • RAM: 3 GB
  • Indbygget hukommelse: 16 GB, plads til hukommelseskort op til 128 GB
  • Batteri: 3.000 mAh
  • Datahastighed: 300 Mbit/s (4G)
  • Kamera: 13 megapixel, autofokus, fotolys, Aperture F/2.0
  • Frontkamera: 8 megapixel, F/2.0
  • Video: Fuld HD
  • Tilslutninger: MicroUSB 2.0, Bluetooth 4.1, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Ja
  • NFC: Ja

Se også: Test af Huawei P9 Lite