test og anmeldelse huawei mate 10 pro design

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro: Super mobilen med masser af skærm

Huawei Mate 10 Pro kombinerer nogle af de ypperste funktioner med en rigtig skarp pris, der faktisk er lavere end vi havde håbet. Skærm, batteri, brugerflade og kamera er blandt højdepunkterne i en generelt fremragende mobil. Læs vores test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

 

Huawei Mate 10 Pro – bedømmelse

Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 10/10
Skærm: 9/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Musikkvalitet: 8/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 93/100

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

mobil topkarakter logomobil anbefaler

Se også: Pris på Huawei Mate 10 Pro

 

Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro herunder. Men først lige nogle billeder af den nye mobil.

test og anmeldelse huawei mate 10 pro design test og anmeldelse huawei mate 10 pro bagside test og anmeldelse huawei mate 10 pro design test og anmeldelse huawei mate 10 pro design 2

 

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro

Her under kan ud læse vores store test af Huawei Mate 10 Pro, hvor vi tester den på en række af de vigtigste punkter i en mobil.

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – design

Det betaler sig at være først ude med det nye. Hvor Samsung Galaxy S8 imponerede med sin rammefri front, hvor der stort set kun er skærm, så ligner Huawei Mate 10 Pro bare sin største Android-konkurrent. Hvis det ikke var for logoet på fronten, ville det være svært at se forskel på Mate 10 Pro og Galaxy S8 i slukket tilstand. Vi ser altså allerede nu, at det designmæssigt er lidt på godt og ondt med disse rammefrie telefoner, hvis man altså prioriterer anderledes design højt.

Når det er sagt, så er Mate 10 Pro velbygget og har et godt format taget de 6 tommer til skærmen i betragtning. Materialemæssigt er den velbygget og dualkameraet, fotolyst og fingeraftryksscanneren er placeret harmonisk og symmetrisk på bagsiden.

Den er lidt glat at holde i hånden og et cover vil være at anbefale – der følger et tyndt plastiskcover med, som giver et godt greb, når det sidder på telefonen.

Se også: Mobiltelefoner med godt design

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Brugervenlighed

Trods den store skærm på 6 tommer er Mate 10 Pro lettere at håndtere med én hånd en for eksempel iPhone 8 med skærm på 5,5 tommer. Ønsker man, at den skal være endnu lettere at bruge med én hånd, kan man ved at swipe en finger hen over navigationslinjen nederst på telefonen “presse” skærmen ned i en af hjørnerne. Så er selve brugerfladen kun på det, der svarer til cirka 4,5 tommer – dermed er det lettere at nå alle hjørner af brugerfladen.

Brugerfladen er ellers meget simpelt bygget op uden det hav af widgets, som ellers har plaget Huaweis mobiltelefoner tidligere. Der er stadig mange af Huaweis egne apps med og de kan ikke afinstalleres, men det er ikke noget, man generes af.

Trykker man en finger ned på en af Huaweis egne apps eller på en Google-app, så vil der i de fleste tilfælde dukke et lille pop up-vindue frem med valgmuligheder, lige som vi kender det fra Apple med deres 3D Touch – det fungerer godt og gør det en tand hurtigere at navigere rundt i menuerne. Det fungerer også med enkelte tredjeparts-apps som for eksempel Spotify og Facebook, dog i begrænset omfang.

huawei mate 10 pro anmeldelse test

Fingeraftryksscanneren sidder på bagsiden og ikke på fronten som på Mate 9 Pro. Den sidder klart bedre placeret end på Galaxy S8, hvor den sidder lige ved siden af kameraet. På Mate 10 Pro sidder den et pænt stykke under kameraet og jeg fedter dermed ikke kameraoptikken til. Personligt synes jeg, at det er bedst, hvis den sidder på powertasten på siden af telefonen, hvis den ikke kan placeres på fronten, men den reagerer heldigvis rigtig godt og hurtigt uden man føler, man skal være millimeterpræcis med sin finger for at låse telefonen op.

Nogle er lidt forundrede over, at Mate 10 Pro ikke har ansigtsscanner og det undrer også mig lidt, for det virker faktisk rigtig fint på for eksempel Galaxy Note 8 og vi forventer også, at det bliver en hit-funktion på iPhone X.

Det ærgrer mig dog mere, at der ikke er jackstikindgang til headset på Mate 10 Pro. Der følger dog en adapter med i æsken, så man stadig kan bruge sit favoritheadset med jackstik.

Se også: Mobiltelefoner der er lette at bruge

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Batterilevetid

Mate 9 Pro satte nye standarder for batterikapacitet med 4.000 mAh og vi havde egentlig sat næsen op efter lidt mere i Mate 10 Pro. Det skete ikke, men den blev til gengæld ikke mindre som det skete med Galaxy S8 og iPhone 8.

Og nu handler det også om meget mere end batterikapacitet – det handler også om, hvordan softwaren og hardwaren spiller sammen. Og de to ting spiller godt sammen på Mate 10 Pro, ser det ud til. I hvert fald får vi let til et par dages brug, selvom vi er meget aktive med telefonen og i standbytilstand holder den også rigtig godt på batteriet.

Lynopladning er også et vigtigt element på dagens telefoner, når det gælder batteri. Kan du lade telefonen lynhurtig op, kan det være en kæmpe fordel. Mate 10 Pro har lynopladning med den medfølgende oplader og kan lades 58 procent op på 30 minutter.

En fuld opladning af det 4.000 mAh store batteri tager godt halvanden time. Til sammenligning er iPhone 8 Plus mere end 3,5 timer om at lade op med den oplader, der følger med i æsken til den. Nogle vil ærgre sig over, at Mate 10 Pro ikke har trådløs opladning – personligt betyder det ikke noget for mig.

Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Skærm

Lidt underligt har skærmen lavere opløsning end forgængeren Mate 9 Pro, der havde 2K-opløsning med 2560 x 1440 pixel. Mate 10 Pro har opløsning på 2160 x 1080 pixel. Indrømmet, det er bare tal og i praksis er det svært, endda umuligt, at se forskel. Skærmen er 6 tommer stor, gengiver farver godt, reagerer godt og hurtigt på tryk.

Det er dejligt, at Huawei ikke er hoppet med på vognen med at skærmen buer hele vejen med rundt om siden som på S8 Plus. Med den type skærm kommer man let til utilsigtet at trykke på skærmen og personligt irriterer det mig også lidt at se film og billeder på sådan en skærm.

Det er i øvrigt muligt at nedjustere skærmopløsningen for at spare batteri, men det oplever vi ikke som nogen afgørende faktor for batteritiden.

Se også: Mobiltelefon med bedste skærm

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Kamera

Huawei sætter nye standarder, når det gælder blændetal. F/1.6 til begge kameraer på bagsiden – det har vi ikke set før. Det betyder en del, blandt andet at den er bedre til at tage portrætbilleder i mørke omgivelser end for eksempel iPhone 8 Plus, der er blændetal på F/1.8 og F/2.4.

Dual kameraet er ellers på 20 megapixel og 12 megapixel, mens selfie-kameraet på fronten er på 8 megapixel. Derudover er der også HDR, lyn hurtig laserfokus og andet godt fra kamerabutikken.

Herunder kan du se en række billeder taget med Huawei Mate 10 Pro i forskellige situationer.

test og anmeldelse huawei mate 10 pro design

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Landskabsbillede. Mate 10 Pro tager meget skarpe billeder og gengiver farverne rigtig godt.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro landskab

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Makro. Med dual kamera kan man tage billeder med meget sløret effekt i baggrunden, mens forgrunden er flot og skarp.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro makro

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Mørke med brug af fotolys. Mate 10 Pro skyder fotolyset virkelig godt af med flot styrke og farverne gengives flot og korrekt.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro mørke med fotolys

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Mørke uden brug af fotolys. Trods en meget lav blænde på F/1.6 kæmper Mate 10 Pro en del med at tage billeder i mørke uden brug af fotolys. Den er cirka på niveau med iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy Note 8.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro mørke uden fotolys

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Portræt. Med vidvinkelfunktionen slået til i kameaet, kan man sløre baggrunden virkelig meget for at få objektet i forgrunden til at stå skarpt frem. Når billedet er taget, man kan efterfølgende justere graden af sløring.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro

 

Kameratest af Huawei Mate 10 Pro: Selfie. Som selfie-kamera er Mate 10 Pro udmærket og gengiver detaljer og farver korrekt.

anmeldelse og test kamera huawei mate 10 pro selfie

Se også: Bedste mobilkamera

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Hastighed i brugerflade

Hurtig. Meget hurtig. Sådan kan jeg hurtig ridse oplevelsen af hastigheden i brugerfladen op. Processoren er den nyeste Kirin 970 og der sidder 6 GB RAM i telefonen – det krydret med Android 8.0 er åbenbart en god kombination.

Huawei havde meget fokus på kunstig intelligens i Mate 10 Pro ved præsentationen, altså AI. Den skulle blandt andet sørge for at holde telefonen effektiv og hurtig over lang tid, så om 18-24 måneder skulle den stadig føles som ny. Jeg vender tilbage om 18 måneder med en vurdering…

Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Datahastighed

Huawei kan ikke nøjes med 1 Gbit/s datahastighed over 4G som på de andre topmodeller i 2017 – de tager lige skridtet videre og tilbyder hele 1,2 Gbit/s. Ikke at man kan bruge det til noget i dag, da i hvert fald de danske netværk ikke understøtter så høje hastigheder, – heller ikke 1 Gbit/s – men man er i hvert fald fremtidssikret på 4G-fronten de næste 3-4 år.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Spil

Til spil er Mate 10 Pro virkelig fremragende – kombinationen af en stor flot skærm, kraftfuld processor og 6 GB RAM samt en virkelig god batteritid gør Mate 10 Pro fantastisk at spille spil på. Jeg har spillet både simple og actionfyldte visuelt flotte og krævende spil på Mate 10 Pro og jeg kan bare konstatere, at den er en super god spillemaskine.

Se også: Bedste mobil til spil

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Musikkvalitet

Der kommer egentlig lyd ud af to højtalere på Mate 10 Pro, når man afspiller musik, ser film eller lytter til musik, men i praksis kan man næsten ikke høre lyden fra den, der sidder i toppen. Lyden er ganske udmærket fra den, der sidder i bunden af telefonen, faktisk noget af det bedste jeg har hørt fra en enkelt højtaler, men ordentlig lyd i i to højtalere, der peger ud mod brugeren og ikke ud til siden, havde været at foretrække.

Som sædvanlig med telefoner er der rigtig god lyd, når man bruger højtaler eller headset – både med kabel og trådløst med bluetooth.

Se også: Bedste mobil til musik

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Samtalekvalitet

Huawei Mate 10 Pro har en udmærket antennekvalitet – i hvert fald er lyden og forbindelsen under samtaler fin, men jeg har dog også kun haft lejlighed til at tale i den i København og og Kastrup og her bør der heller ingen problemer være.

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – Pris

Huawei Mate 10 Pro har en vejledende pris på cirka 6.000 kroner.

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Huawei Mate 10 Pro er en fremragende mobil, men ikke helt samme øjenåbner som Mate 9 Pro var det for et år siden – den mobil sendte for alvor Huwaei op blandt de absolutte stjerner på mobilhimlen. Der er dog mange gode finesser ved Mate 10 Pro – den er blevet hurtigere til at lade helt op, den har smartere brugerflade, et rigtig godt dual-kamera og en meget hurtig og brugervenlig brugerflade. Nogen vil kritisere den for ikke at vove pelsen på områder som ansigtsscanner og trådløs opladning, men i min øjne er den store styrke ved Mate 10 Pro er, at den er blevet forbedret på jordnære og praktiske områder.

Det er dejligt, at Huawei ikke bare har hævet prisen på deres nyeste topmobil og den fremstår nærmest billig i forhold til for eksempel iPhone X. 6.000 kroner er da mange penge for en mobil, men iPhone X er 50 procent dyrere med en pris på knap 9.000 kroner. Vi mangler at modtage iPhone X til test, men det er svært at forestille sig, at den er bedre end Mate 10 Pro. Derimod står den direkte Android-konkurrent Samsung Galaxy S8 stærkere på prisen med en pris fra 5.300 kroner.

Huawei understreger sin position som førsteudfordrer til Samsung om at blive verdens største mobilproducent. Huawei Mate 10 bliver årets mobil mange steder rundt om i verden – det er jeg slet ikke i tvivl – for den er ganske enkelt fremragende.

 

For

  • Super hurtig brugerflade
  • Virkelig god skærm
  • Lang batteritid
  • Godt kamera

Mod

  • Skiller sig ikke ud designmæssigt
  • Mangler plads til hukommelseskort
  • Ingen ansigtsscanner

 

Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro – specifikationer og funktioner

  • Mål: 154,2 x 74,5 x 7,9 mm
  • Vægt: 178 gram
  • System: Android 8.0 + EMUI 8.0
  • Processor: HiSilicon Kirin 970, quadcore 2,4 Ghz, quad core 1,8 Ghz
  • Skærm: 6 tommer, 2.160 x 1.080 pixel, Corning Gorilla Glass 5
  • RAM: 6 GB
  • Indbygget hukommelse: 128 GB
  • Batteri: 4.000 mAh, lynopladning (58 procent på 30 minutter)
  • Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G)
  • Kamera: Dual kamera 20 megapixel + 12 megapixel, laser autofokus, fotolys, blænde F/1.6
  • Frontkamera: 8 megapixel, F/2.0
  • Video: 4K
  • Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja

 

Alternativer til Huawei Mate 10 Pro

Samsung Galaxy S8 Plus: Til 5.300 kroner står Galaxy S8 som en meget farlig konkurrent til Mate 10 Pro – S8 Plus har skærm på 6,2 tommer med 2K-opløsning, meget hurtig brugerflade, godt kamera og god batteritid.

Sony Xperia XZ Premium: 5.5 kroner er prisen for XZ Premium og den har blandt andet et mere genkendeligt design og videooptagelser med super slowmotion som funktioner, der skiller den ud fra Mate 10 Pro.

Huawei Mate 9 Pro: Til en pris på 3.100 kroner er Mate 9 Pro faktisk et bedre køb, når man kigger på pris og kvalitet. Jeg forbløffes til stadighed over, hvor god telefonen er og den matcher på flere punkter Mate 10 Pro samtidig med, at den har et mere unikt design.

Se også: Test af Huawei Mate 10 Pro