iphone 11 pro max test anmeldelse

Test af iPhone 11 Pro Max: Gør gode forbedringer den værd at købe?

iPhone 11 Pro Max får endelig et par af de opjusteringer, vi har skreget efter i mange år og selvom den stadig halter på er par væsentlig punkter og prisen stadig er for høj, så kan vi bedre forsvare et køb af den end tidligere. Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

 

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

iPhone 11 Pro Max – bedømmelse

Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 7/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 10/10
Kamera: 9/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 4/10
Samtalekvalitet: 6/10

Samlet karakter: 83/100

mobil topkarakter logo

Se også: Bedste pris for iPhone 11 Pro Max

Læs hele vores store test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max herunder. Men først skal vi lige se en række billeder af iPhone 11 Pro Max.

iphone 11 pro max test anmeldelse iphone 11 pro max test anmeldelse kamera design iphone 11 pro max test anmeldelse design 2

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max

Herunder kan du læse vores test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max, når vi tager den igennem ti punkter i vores testkværn for at vurdere, hvor god en mobil den er sammenlignet med andre telefoner på markedet i dag.

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – design

iPhone 11 Pro Max har et design som forgængeren XS Max – set forfra. På bagsiden finder vi et lidt anderledes look på grund af det nye kamera-setup med tre optikker. Selve kamera-boksen er lidt hævet over telefonens overflade og de tre optikker er igen lidt hævet over kameraboksen. Det er altså ikke den mest elegante løsning.

Når telefonen ligger på bordet med skærmen op og man trykker på venstre halvdel af skærmen, så tipper telefonen op og ned. 11 Pro Max er også lidt længere, bredere, tykkere og tungere end XS Max, men den ligger fint sikkert i hånden.

Samtidig er det mere matte materiale godt, da man ikke kan se fedtede fingeraftryk.

Se også: Telefoner med bedst design og materiale

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – brugervenlighed

Sætter man pris på en mobil, der er let at betjene med én hånd, så er iPhone 11 Pro Max ikke lige sagen. En mobil med 6,5 tommer stor skærm er bare for stor rent fysisk til den slags. Så det skal man være opmærksom på, hvis man overvejer køb af 11 Pro Max. Overvejer man et køb, så er det dog formentlig ikke det, der betyder mest for en.

Brugerfladen er ekstremt hurtig og kraftfuld og hvis man køber en version med mindst 256 GB hukommelse, så har man en mobil, der også er hurtig om 3-4 år. Dog skal man være opmærksom på, at Apple faktisk har mulighed for at reducere telefonens ydeevne, når batteriet bliver slidt, ligesom det er tilfældet med de andre iPhnone-generationer. Derfor skal man være klar på at skifte batteriet ud i hvert fald én gang i telefonens levetid, hvis man vil fortsætte med at have en hurtig telefon.

Jeg synes stadig, at iOS 13 er lidt rodet at bruge, særligt for førstegangsbrugere. En gang var iOS utrolig simpelt at navigere rundt i, men i dag kan man swipe op og ned, til begge sider, swipe ned på den ene side af skærmen for at se notifikationer, swipe ned på højre side for at se Kontrolcenter, man kan trykke hårdt og i længere tid for at åbne et popup-vindue med valgmuligheder for hver app, man kan åbne et billede ved at holde en finger nede på billedet og så trække op for at se de muligheder, man kan benytte sig af, for eksempel at dele det med andre – og så videre.

Når man kender alle de muligheder og de sidder i fingrene, så fungerer det godt – men er man førstegangsbruger ud i iOS, så er det noget af en mundfuld. Ikke at Android er lettere tilgængeligt nødvendigvis, men iOS er i hvert fald blevet et langt mere kompliceret styresystem at bruge med årene.

Til gengæld virker Face ID vanvittig godt. Den er blevet forbedret på 11 Pro Max og virker fra mere spidse vinkler og også i mørke virker den fremragende og hurtigt. Af nysgerrighed vil jeg have have set Apples bud på en fingeraftryksscanner under skærmen, men sådan en er ikke med. Jeg savner den bestemt heller ikke – Face ID løser oplåsning til topkarakter. Man kan naturligvis også vælge at bruge almindelig kode.

iphone 11 pro max test anmeldelse face id

Dark Mode er også ny funktion, der kommer med iOS 13. Den fungerer fint og er dejlig i brug om særlig aftenen. Man kan indstille til funktionen til automatisk at blive aktiveret og deaktiveret på bestemte tidspunkter.

Det er i øvrigt også positivt, at iPhone 11 Pro Max understøtter WiFi 6, der giver hurtigere opkobling til trådløst internet – kun meget få andre topmodeller som Samsung Galaxy Note 10 og S10 understøtter WiFi 6.

Den mindste version af 11 Pro Max har 64 GB hukommelse. Det er alt for lidt. Der er cirka 54 GB tilgængelig fra start og de første 3-4 spil, jeg henter ned fra Apple Arcade, Apples nye spilunivers kun til iOS-brugere, fylder hver 2-3 GB. Inden jeg får set mig om har jeg brugt en tredjedel af telefonens hukommelse inden for 24 timer. Det er for voldsomt taget i betragtning, at der ikke er plads til hukommelseskort i telefonen. Derfor er man faktisk nødt til at købe versionen med 256 GB, hvis man har planer om at beholde telefonen i 3-4 år.

Se også: De mest brugervenlige mobiltelefoner

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Batterilevetid

Batteriet på sidste års iPhone Xs Max er på 3.174 mAh, mens det på den nye iPhone 11 Pro Max er på næsten 4.000 mAh – det kan mærkes! Apple oplyser selv, at 11 Pro Max har fem timers længere effektiv brugstid på en opladning og det er altså noget, der mærkes i det daglige. Ved mit sædvanlige mobilbrug har jeg typisk 25-30 procent batteri tilbage ved sengetid og det er helt i orden på en mobil, der skriger efter at blive brugt hele tiden.

Jeg har tidligere været efter batteritiden på iPhone, så det er skønt, at Apple virkelig har oppet sig på den del. Men det stopper ikke her. Minsandten om de ikke også har lagt en 18W lynoplader med i æsken! Sådan en skulle man selv betale for tidligere. 18W er langt fra den kraftigste på markedet – der er telefoner, der kommer med 40W og 45W opladere, men 18W er fornuftigt. Herunder kan du se, hvor hurtigt vi kan lade iPhone 11 Pro Max op med den medfølgende 18W oplader.

  • 5 minutter – 8 procent
  • 10 minutter – 16 procent
  • 15 minutter – 24 procent
  • 30 minutter – 48 procent
  • 60 minutter – 78 procent
  • 2 timer 2 minutter: 100 procent

Til sammenligning bruger en mobil som iPhone XS Max med batteri på 3.174 over 3 timer på at lade op med den 5W oplader, der følger med i æsken til den.

Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Skærm

Skærmen er 6,5 tommer stor med høj opløsning og fremragende farver og skarphed. Skærmen er lettere forbedret siden sidste års modeller og Apple kalder den for Super Retina XDR OLED.  Skærmen er i store træk som sidste år, men Apples har særligt justeret på farvekalibrering og lysstyrke og man kan få op til 1.200 nits lysstyrke, hvilket er med til at give fantastiske farver og flot skarphed, når man ser video eller gamer.

Samtidig oplyser Apple også, at der er tale om den mest hårdføre og robuste skærm på en mobil nogensinde. Vi har dog ikke forsøgt at smadre den selv, men andres test viser, at den faktisk er rimelig hårdfør – dog ikke helt så hårdfør som den mindre 11 Pro.

iphone 11 pro max test anmeldelse skærm

Se også: Mobil med bedste skærm

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max– Kamera

Apple gjorde meget ud at tale kameraet i 11 Pro Max op og de viste mange flotte billeder taget med mobilen. Og der sidder et godt kamera i telefonen. For første gang får vi en iPhone med tre optikker på bagsiden, hver på 12 megapixel og de to af dem har optisk billedstabilisering og der er også to gange optisk zoom og ultra vidvinkel – ultra vidvinkel er også en nyhed i 11 Pro Max.

Selfie-kameraet er sørme også på 12 megapixel og det har følgeskab af et Time of Flight-kamera til bokeh-effekt.

Herunder kan du se en række billeder, vi har taget med iPhone 11 Pro Max.

 

Kameratest af iPhone 11 Pro Max: Landskabsbillede.

iphone 11 pro max kamera fight landskab

Taget udendørs om dagen. Flot skarphed og gode farver. iPhone 11 Pro Max tager generelt rigtig flotte stillbilleder.

Samme motiv taget med ultra vidvinkel og to gange zoom kan du se herunder.

iphone 11 pro max kamera fight ultra vidvinkel

 

iphone 11 pro max kameratest 2 x optisk zoom

 

Ultra vidvinkel-funktionen kan være meget brugbar og den fungerer generelt fint med god billedkvalitet. 2 gange optisk zoom er i underkanten af det forventede og i praksis har jeg ofte brug for at kunne zoome mere ind end blot 2 gange.

 

Kameratest af iPhone 11 Pro Max: Makro.

iphone 11 pro max kamera makro

iPhone 11 Pro Max tager flotte makrobilleder med rigtig god sløring af baggrunden og god skarphed på figurerne i forgrunden. Farverne er også ramt godt.

 

Kameratest iPhone 11 Pro Max: Taget i mørkt rum med fotolys. 

iphone 11 pro max mørke med fotolys

Jeg bliver ikke blæst omkuld af billedkvaliteten, når jeg tager billeder i mørke med brug af telefonens fotolys. Lyset skydes fornuftigt af og der er gode farver og fin skarphed, men ikke på et niveau, hvor mange Android-mobiler til 3-.4.000 kroner ikke kan være med.

 

Kameratest af iPhone 11 Pro Max: Taget i mørkt rum uden fotolys. 

iphone 11 pro max kamera fight mørke uden fotolys 

Til gengæld leverer iPhone 11 Pro høj kvalitet, når vi tager billeder i mørke uden brug af fotolys. Rummet er ikke bælgmørkt men er meget dunkelt med svag belysning. Der er flot skarphed og rigtig gode farver. Det hvide gulv står særligt klart frem med korrekt farve.

Herunder kan du se samme motiv taget med Huawei P30 Pro og 11 Pro Max leverer overordnet set det bedste billede. Tager man til gengæld billeder i helt bælgravende mørke, hvor det menneskelige øje intet kan se, så kan iPhone 11 Pro Max ikke følge med og bliver klart slået af P30 Pro – spørgsmålet er så, hvornår man tager billeder i komplet mørke…?

huawei p30 pro kamera fight mørke uden fotolys

 

Kameratest af iPhone 11 Pro Max: Portrætbillede. 

iphone 11 pro max kameratest portræt

Portrætbilleder kan man tage uden at frygte for kvaliteten med iPhone 11 Pro Max. Baggrunden sløres rigtig lækkert og farverne gengives flot – samtidig er skarpheden på personen i forgrunden rigtig flot.

 

Kameratest af iPhone 11 Pro Max: Selfie.

iphone 11 pro max kamera fight selfie

Selfie-kameraet på iPhone 11 Pro Max leverer generelt flotte billeder med god sløring og ikke mindst meget korrekte farver. Det kan dog volde lidt problemer med strittende hår.

Man kan i øvrigt lave slowmotion videoer med selfie-kameraet. Det troede jeg måske kunne være sjovt nok at bruge, men det er det ikke.

Se også: Bedste kameramobil

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Hastighed i brugerflade

Den A13 Bionic processor, som Apple har til den nye 11-serie, er utrolig kraftfuld. Sammen med 4 GB RAM får man en mobil, der er meget hurtig at bevæge sig rundt i, til at åbne apps og spil og så videre.

Hvis der er noget, Apple kan, så er det at kombinere software og hardware, så den samlede hastighed i brugerfladen er enorm høj, selvom de altså ikke bruger mere end 4 GB RAM – her må Android-telefoner bruge 8 eller 12 GB RAM for at følge med.

Se også: Smartphones med hurtig brugerflade

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Datahastighed

Er du på mobilnettet med din nye iPhone 11 Pro Max, så kan du surfe med 4G-hastigheder op til 1,6 Gbit/s. Det vil sige – det kan du gøre i fremtiden, lige nu understøtter ingen af de danske netværk så høje hastigheder. Men så er man fremtidssiskret til også at kunne streame video i ultra høj kvalitet i fremtiden på sin mobil.

Se også: Mobiltelefoner med hurtigt 4G

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Spil

Med den store og meget flotte skærm, den kraftfulde motor, den forbedrede batteritid og tilføjelsen af Apple Arcade og det generelt enorme udbud af spil til iOS, slår Apple en tyk streg under, at iPhone 11 Pro Max er en fænomenal gamermobil.

De allerbedste Android-mobiler kan godt være med på de fleste punkter, men Apple Arcade understreger i hvert fald lige nu Apples fokus og styrke inden for mobilgaming. Det bliver spændende at følge gaming-udviklingen, når Google Stadia åbner op for sluserne til november. Det er i sandhed herlige tider, vi går imod, hvis man elsker at game på mobilen…

iphone 11 pro max test anmeldelse gaming

Se også: Mobiltelefoner der er gode at spille på

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Antennekvalitet

Apple har stort set altid måtte lægge ryg til velfortjente tæsk, når vi taler antennekvalitet. Den har altid været ringe på iPhone og det ændres der ikke på med iPhone 11 Pro Max – eller nogen af de andre fra iPhone 11-serien. Sar-værdien er på 0,95 W/kg mod hovedet, hvilket er næsten fire gange højere end sar-værdien på en mobil som Samsung Galaxy S10+ og mere end dobbelt så høj som på Huawei Mate 20 Pro.

Antennekvaliteten gør, at telefonen skal bruge mere krudt på at holde forbindelsen til det mobile netværk, hvilket kræver højere ydeevne og større batteriforbrug. Samtidig skal man også forvente, at den hurtigere mister forbindelsen i områder med dårlig mobildækning sammenlignet med mobiltelefoner med god antennekvalitet.

Se også: Telefoner med bedste antennekvalitet

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Samtalekvalitet

Den dårlige antennekvalitet kan betyde forringet samtalekvalitet på steder med dårlig mobildækning. Det kan være ude på Lars Tyndskids mark, eller i bygninger af beton eller med energibesparende ruder.

Til gengæld er det så et plus, at telefonen sælges hos stort set alle de danske teleselskaber og derfor kan man bruge wifi-opkald, hvis man er ved en wifi-forbindelse, når opkoblingen til mobilnettet svigter. Det giver faktisk både bedre forbindelse og bedre lyd end ved opkald over mobilnettet.

Se også: Bedste telefoner til tale

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 Pro Max – Pris

iPhone 11 Pro Max har en vejledende pris på 9.799 kroner for 64 GB versionen, 256 GB versionen har en pris vejledende pris på 11.149 kroner, mens 512 GB versionen koster 12.999 kroner. Prisen med mobilabonnement i seks måneder starter fra cirka 9.800 kroner, så man bør naturligvis kraftigt overveje at købe den med abonnement.

Sammenlign priser på iPhone 11 Pro Max

 

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

64 GB versionen er for lidt for de fleste, hvis man ikke hele tiden vil slette indhold på telefonen efter rimelig kort tids brug. Næste mobil på stigen har 256 GB hukommelse og den vejledende pris er 11.149 kroner. Det er saftsuseme meget for en mobil og selv de 9.799 kroner, som er den vejledende pris på 64 GB versionen, er en høj pris.

Der er naturligvis rentefrie afdragsordninger hos teleselskaberne, men det er altså stadig mange penge, man skal have op af lommen. Det er dog dejligt at se, at Apple ikke har hævet priserne, selvom særligt batterikapaciteten og -levetiden er blevet markant bedre. Der er også endelig en lynoplader med i æsken og de tre kameraer på bagsiden giver også et bedre kamera end på forgængeren.

Skærmen er forrygende god og er med til at løfte mange ting på mobilen. Men skærmen er også fremragende på de bedste Android-mobiler og de tilbyder mange af de samme kvaliteter og er tilmed bedre på flere parametre samtidig med, at de er flere tusind kroner billigere.

Så jo, iPhone 11 Pro Max er en bedre telefon end forgængeren, men nej, den er stadig ikke værd at købe, når man sammenligner med de bedste alternativer.

 

De bedste alternativer til iPhone 11 Pro Max:

Huawei P30 Pro – pris fra 5.500 kroner: Sammenlign priser på Huawei Mate 30 Pro

Samsung Galaxy S10+ – pris fra 6.500 kroner: Sammenlign priser på Samsung Galaxy S10+

Sony Xperia 1 -pris fra 5.700 kroner: Sammenlign priser på Sony Xperia 1

 

For:

  • Hurtig brugerflade
  • Fantastisk skærm
  • Spiloplevelsen
  • God batteritid
  • Gode højtalere
  • Vandafvisende, 4 meter i 30 minutter

Mod:

  • Prisen
  • Størrelsen
  • Antennekvaliteten
  • Den store skærm udnyttes ikke til noget særligt
  • For lidt hukommelse i den mindste version

 

iPhone 11 Pro Max – specifikationer og funktioner

  • Mål: 158 x 77,8 x 8,1 mm
  • Vægt: 226 gram
  • System: iOS 13
  • Processor: Apple A13 Binoic
  • Skærm: 6,5 tommer, 2.688 x 1.1242 pixel, skarphed 458 ppi, 3D touch
  • RAM: 4 GB
  • Indbygget hukommelse: 64/256/512 GB, ikke plads til hukommelseskort
  • Batteri: 3.969 mAh
  • Datahastighed: 1,6 Gbit/s (4G)
  • Kamera: Triple kamera med 12 + 12 + 12 megapixel, autofokus, fotolys, blænde f/1.8, OIS, HDR, Live Photo, dual-LED, Dual tone
  • Frontkamera: 12 megapixel, blænde f/2.2, HDR, portrætfunktion
  • Video: 4K (2.160p), frontkamera med fuld HD, slowmotion video med 240 fps
  • Tilslutninger: USB, Bluetooth 5.0, Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n/ac/ax
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja (kun bruges til Apple Pay)

Se også: Test af iPhone 11 Pro Max