Test og anmeldelse af OnePlus 7T – ornli’ syg opdatering
OnePlus 7T er en rigtig glimrende opdatering sammenlignet med 7’eren og helt grundlæggende er den faktisk på niveau med 7 Pro, der er betydeligt dyrere – særligt skærmen og kameraet trækker op. Læs vores test og anmeldelse af OnePlus 7T.
OnePlus 7T – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 8/10
Skærm: 9/10
Kamera: 9/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 4/10
Samtalekvalitet: 6/10
Samlet karakter: 83/100
Se også: Priser på OnePlus 7T
Læs hele vores store test og anmeldelse af OnePlus 7T herunder. Men først nogle billeder, vi har taget af OnePlus 7T.
Test og anmeldelse af OnePlus 7T
Her under kan du læse vores test af OnePlus 7T, hvor vi ser nærmere på 10 af de vigtigste kategorier på en mobil.
Test af OnePlus 7T – Design
Både bagside og front på OnePlus 7T er lavet i glas og der er en aluminiumsramme rundt om. Glasset på begge sider er Gorilla Glass 5, oplyser OnePlus selv og altså ikke nyeste og mest hårdføre version, Gorilla Glass 6. OnePlus forklarer dette med, at version 5 er bedre optimeret til den måde, de ønsker at skærmen skal bruges på.
I hvert fald føles den meget velbygget og bagsiden er lavet på en måde, så det ligner, den er lavet af metal. Den føles dejlig at holde i hånden, men den er også ret glat. Et cover til et bedre greb – og bedre beskyttelse – kan anbefales. Der følger et silikonecover med, der løser opgaven ganske effektivt.
Desværre er telefonen ikke IP-certificeret, men de lover selv, at den sagtens kan klare en regnskyl – igen: Med et cover er man bedre beskyttet mod både regn og støv. Kameraet på bagsiden er pakket ind i et rundt kamerahus og det ligner faktisk et rigtig digitalkamera, når man ser telefonen bagfra.
Der er ikke fundet plads til 3,5 mm jackstik – det var der heller ikke i forgængeren, så det overrasker ikke.
Se også: Mobiltelefoner med bedst design og materialer
Test af OnePlus 7T – Brugervenlighed
OnePlus 7T er skruet rigtig godt sammen i brugerfladen med Oxygen OS, der ligger hen over Android 10. Oxygen OS er hurtigt og fleksibelt skruet sammen og let at gå til.
Af nyheder, der er kommet med Oxygen OS kan nævnes full screen gestures, bedre unlock, bedre oplevelse når man skifter apps fra stående til liggende, live wallpapers der animerer når man låser op, Game Space med alle spil samlet et sted, optimering af dataforbindelsen ved spil-streaming og Galleri har fået nye funktioner til scenegenkendelse, tid, placering, personer og Gemt Album til mere privacy. Små, men fine opdateringer.
Fingeraftryksscanneren er også optimeret og virker faktisk meget hurtig og pålidelig.
Det er selvfølgelig ærgerligt for dem, der har kablet headset med 3,5 mm jackstik, at den indgang mangler på telefonen, men det kan klares med adapter.
Se også: Brugervenlige mobiltelefoner
Test af OnePlus 7T – Batterilevetid
Batteriet i OnePlus 7T er på 3.800 mAh. Lige i underkanten på en mobil med 6,55 tommer skærm, der samtidig er en mobil, som gamere gerne skulle falde for. Dog er det muligt at lade batteriet hurtigt op med den lader, der følger med i æsken. 20 minutters opladning giver 50 procent batteri og 30 minutters opladning giver 70 procent – hvis man starter fra 0 procent.
Den Snapdragon 855+ processor, der sidder i mobilen, forsøger dog også bedst muligt at optimere batterilevetiden.
Som sagt følger der en kraftfuld oplader med i æsken – opladeren lader med 30 W, lige som det er tilfældet med 7 Pro – her under kan du se, hvor hurtigt den lader batteriet i OnePlus 7T op.
- 5 minutter: 13 %
- 10 minutter: 26 %
- 15 minutter: 38 %
- 30 minutter: 71 %
- 59 minutter: 100 %
Hvis du er i tvivl, om det betyder, at opladningen går hurtigt, så er svaret: OnePlus 7T lader rigtig hurtig op.
Se også: Telefoner med lang batterilevetid
Test af OnePlus 7T – Skærm
Skærmen var det store tilløbsstykke i 7 Pro tidligere i år med 90 hz opdatering, der giver en mere flydende oplevelse, når man bladrer rundt i mobilen og særligt når man spiller. OnePlus kalder den for Fluid AMOLED og den har også fundet vej til 7T. Ikke med 2K-opløsning, men med fuld HD. Fuld HD er dog nok til at give et skarpt billede selv på en mobil med skærm på 6,55 tommer som det er tilfældet her.
Den understøtter også HDR10, noget streaming-tjenesterne også understøtter for at give bedre billeder. Generelt opleves skærmen som fremragende med flotte farver og rigtig fint flow.
OnePlus har minimeret mængden af blåt lys, der udsendes fra skærmen med 40 procent sammenlignet med forgængeren – det er særligt godt, hvis man kigger på mobilen om aftenen og for gamere, der må formodes at kigge meget på telefonen er det også grundlæggende rigtig fint. Lysstyrken kan blive op til 1.000 nits, hvilket også er godt til for eksempel gaming, men også når man bruger mobilen i direkte sollys.
Skærmen er den samme som i 7 Pro og den notch, der sidder øverst på telefonens skærm, er 31 procent mindre end på 7’eren.
Se også: Mobiltelefoner med gode skærme
Test af OnePlus 7T – Kamera
Der sidder tre kameraer på bagsiden og kameraet understøtter 2 x optisk zoom, bokeh billeder og ultra vidvinkel billeder og der er også nat-funktion.
OnePlus har forbedret portræt mode, så den bliver mere dynamisk med mulighed for at tage portrætbilleder fra flere forskellige afstande. Vidvinkel fungerer også med portrætindstilling, hovedkameraet er forbedret i direkte sollys og video kan optages med ultra vidvinkel.
Generelt er kameraet blevet opgraderet med gode nye muligheder. Herunder kan du se billeder taget under forskellige forhold og med forskellige indstillinger.
OnePlus 7T – test af kamera: Landskab. OnePlus 7T tager naturligvis fine billeder ved dagslys – der er flot skarphed, farverne er gode med fine nuancer i mørke og lyse partier. Kameraet har to gange optisk zoom, hvis man har behov for at zoome lidt ekstra ind og der er også ultravidvinkel til at få mere med på billedet.
OnePlus 7T – test af kamera: Makro. Makrofunktionen sidder ikke 100 procent i skabet. Farverne er gode og sløringen rigtig fin, men jeg lidt svært ved at stille helt skarpt på særligt den blå figur.
OnePlus 7T – test af kamera: Mørke uden fotolys. I mørke uden brug af fotolys kan man vælge at bruge standard-indstilling eller Natmiljø-funktionen. Normalt er brug af Nat-funktioner i mobilkameraer ingen succes – den ødelægger faktisk lidt billedkvaliteten – men med OnePlus 7T synes jeg, at den gør en lille forskel til det bedre – billedet er lige en tand mere lyst uden det går udover skarpheden og farverne.
OnePlus 7T – test af kamera: Taget i meget mørkt rum med brug af fotolys. Samme motiv som ovenover men med brug af telefonens indbyggede fotolys. Det gør den hæderligt med gode farver og fin skarphed.
OnePlus 7T – test af kamera: Portræt. Et klassisk protrætbillede taget med bokeh-effekt fungerer rigtig fint med OnePlus 7T. Sløringen er god – den kunne godt have været lidt mere udtalt måske – og farver og kontraster er gode. Det er også muligt at benytte Portræt-indstillingen sammen med vidvinkel for at få mere med – også her er sløringen fin.
OnePlus 7T – test af kamera: Selfie. Til selfies kan man bruge portrætindstilling og den fungerer fint med god sløring af baggrunden. Farverne er gode og korrekte og himlen brænder ikke ud som det er tilfældet på en del telefoner ellers, når man tager selfies med den slags baggrunde.
Se også: De bedste kameramobiler
Test af OnePlus 7T – Hastighed i brugerflade
OnePlus 7T kommer med Android 10 og Oxygen OS og kombineret med Snapdragon 855+ og 8 GB RAM får man en lynhurtig mobil med praktisk talt ingen bloatware. Alt flyder virkelig godt og kameraet åbner på for eksempel ekstremt hurtigt.
OnePlus har forbedret unlock-proceduren – den opleves som mere glidende, men skulle være lige så hurtig. Det for at sørge for, at man ikke går fra mørk skærm til blændende skarp skærm på et split sekund – noget der kan være irriterende for øjnene i mørke.
Se også: Telefoner med hurtig brugerflade
Test af OnePlus 7T – Datahastighed
OnePlus 7T kommer naturligvis med 4G og det med 1,2 Gbit/s i sekundet. Der er telefoner på markedet med højere hastigheder, men det er naturligvis mere end rigeligt til at være online med en god oplevelse, uanset om det er til streaming af musik eller video eller som hotspot for andre enheder. Det er kun dit teleselskabs mobilnet, der sætter begrænsninger på hastigheden lige nu.
Se også: Mobiltelefoner med hurtigt internet
Test af OnePlus 7T – Spil
OnePlus satser på at ramme gamerne med deres mobil. Skærmen med 90 hz opdatering giver en flot spiloplevelse og den store skærm på 6,55 tommer, den kraftfuld processor og de gaming-optimeringer, der er, gør 7T til en fremragende gamer-mobil.
Spiloptimeringen gør for eksempel, at man kan sætte notifikationer på pause, når man spiller og at telefonen kan allokere ekstra processorkraft til det spil, man spiller lige nu for at sikre det bedst mulige flow i spillet.
Se også: De bedste mobiltelefoner til spil
Test af OnePlus 7T – Antennekvalitet
OnePlus 7T har høj sar-værdi på 1,04 w/kg – det er dog lavere end de 1,19 W/kg, som for eksempel OnePlus 7 Pro døjer med, men det er stadig for højt og på niveau med de nye iPhone 11-telefoner.
Bor du et sted med fin mobildækning, så er der ingen grund til bekymring, men kommer du til steder med dårlig mobildækning, så skal du forvente dårligere opkobling til mobilnettet end med mange andre telefoner.
Husk også, at dårlig antennekvalitet vil påvirke særligt telefonens batterilevetid, da den skal bruge mere energi på at pinge efter mobilsignalet end mobiltelefoner med god antenne.
Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet
Test af OnePlus 7T – Samtalekvalitet
Generelt oplever jeg samtalekvaliteten som god, men jeg har også kun haft god forbindelse til mobilnettet i min testperiode. Lyden er skarp og klar. Der er også understøttelse af wifi opkald, der kan give endnu bedre lydkvalitet til samtaler og som kan være en super god mulighed, hvis man er et sted med dårlig mobildækning, men hvor der så er en wifi forbindelse.
Se også: Mobiltelefoner der er gode at tale i
Test af OnePlus 7T Pro – Pris
OnePlus 7T får en vejledende pris på 4.699 kroner og kommer i en version med 128 GB hukommelse og 8 GB RAM. Den er klar til salg i Danmark fra den 17. oktober, men vil kunne købes på selve dagen, hvor den officielt lanceres i Danmark, nemlig den 10. oktober. Det sker ved et særligt pop-up-event i København.
Se også: Sammenlign de bedste mobiltelefoner
Konklusion
Jeg ville ønske, at OnePlus 7T gjorde lidt mere for at optimere på antennekvaliteten for det er faktisk det eneste punkt, hvor de for alvor kunne sætte prikken over i og være fuldstændig reel konkurrent til Samsungs telefoner, der typisk har nogle af de bedste antenner – også Huawei viser ind ind mellem tænder på den front med også lave sar-værdier på nogle af sine topmodeller.
Men ellers er OnePlus 7T faktisk en virkelig god opdatering sammenlignet med OnePlus 7 og grundlæggende er den helt på niveau med den dyrere 7 Pro. Det bliver spændende at se, hvor meget bedre Pro-versionen af 7T bliver.
Er du ude efter en virkelig god mobil, uden at man skal finde 6-7.000 kroner op af lommen, så er OnePlus 7T et super stærkt valg.
For:
- Hastighed i brugerfladen
- Flot skærm
- Gaming oplevelsen
- Kameraet
Mod:
- Mangler trådløs opladning
- Dårlig antennekvalitet
- Ingen IP-certificering
Se vores test af OnePlus 7T på video (videoen er på engelsk, da den er publiceret første gang på vores internationale søstersite, smartphonesrevealed.com – her hedder den OnePlus 7T review)
Test af OnePlus 7T – specifikationer og funktioner
- Mål: 160,9 x 74,4 x 8,1 mm
- Vægt: 190 gram
- System: Android 10, Oxygen OS 10
- Processor: Snapdragon 855+ Octa core
- Skærm: 6,55 tommer, fuld HD (2.400 x 1.080 pixel), Fluid AMOLED, Corning Gorilla Glass 5, HDR+, 90 Hz
- RAM: 8 GB RAM
- Hukommelse: 128/256 GB
- Batteri: 3.800 mAh, lynopladning
- Datahastighed: 1,2 Gbits /150 Mbit/s (4G)
- Kamera: Triple kamera: 48 + 12 + 16 MP, blænde F/1.6, fase detektion autofokus, optisk billedstabilisering (OIS), 2 x optisk zoom, ultra vidvinkel
- Frontkamera: 16 megapixel, blænde f/2.0
- Video: 4K, slowmotion med 960 fps i HD, 720p.
- Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac (2.4/5GHz), Bluetooth 5.0 A2DP og aptX HD, USB 3.1 Type-C, NFC
- GPS: Ja, (A-GPS, Galileo)
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner under skærmen, Gyro Sensor, Geomagnetisk sensor
- Farver: Blå, sølv
Se også: Test af OnePlus 7T
Mere om sagen
Ties kan hvad ties kan, men ikke i denne sag. katrine fulgte op på historien. 9/10/2019 blev sagen bragt videre med en vinkel omkring Rygte om OnePlus 8 nævner hole-punch og trådløs opladning – Artiklen kan du læse her her. Og der er sket meget siden. Klik her for at læse seneste nyt om temaet..