Sony Xperia S test – smartere Android

Sony skal nu bevise, at de kan stå på egne ben uden Ericsson. Første forsøg sker med Sony Xperia S, som minder meget om noget vi kender fra det nu hedengangne Sony Ericsson - men det virker mere gennemarbejdet og mere klart, det Sony vil. Læs test af Sony Xperia S her - med pris.

Sony Xperia S test – smartere Android

Det vil nok vare noget tid, inden Sony finder sin egen retning, Xperia S er i hvert fald officielt det første Xperia-forsøg, som det japanske selskab kommer med på egen hånd.

Trods det kan man mærke, at de i visse henseender har forsøgt at sætte deres eget præg på mobilen, i andre henseender kan man slet ikke mærke det. Det viser vores test af Sony Xperia S.

Udseendet skiller sig markant ud fra for eksempel Sony Ericsson Arc. Væk er de kurvede former og den slanke fornemmelse, Xperia er stor og ret firkantet, selvom bagsiden er rundet, og skærmen en smule buet. Iøjnefaldende er også den smalle, gennemsigtige liste, der sidder mellem skærmen og mobilens nedre del.

Materialevalget er plast, og selvom Arc også var i plast, virker Xperia S mere plastikagtig, hvilket jeg personligt ikke synes om.

Et andet designtiltag, der til en vis grad har at gøre med Googles opfordring til at skippe fysiske knapper, er den gennemsigtige liste med ”tilbage”-, ”hjem”- og ”menu”-ikonerne.

Oven over listens ikoner finder man tre små prikker. Ens første instinkt, at trykke på ikonerne, viser sig at være forkert, det er de små prikker, der aktiverer mine valg.

Prikkernes følsomhed, eller om det er grænsen for, hvor langt uden for midten enheden opfatter mine tryk, er ikke den bedste, og det sker af og til, at mobilen ignorerer både et og to tryk, inden den gør, som jeg vil have.

HDMI-porten er skjult bag en plastklap, og det gælder også micro-USB-porten. Især den sidstnævnte lugter meget af Sony Ericsson-tradition, der på en eller anden måde fik tilslutningsportene og klapperne gjort upraktiske, selvom selve stikkene følger industristandarden.

Til gengæld er det en god tradition, der kan føres tilbage til flere af Sony Ericssons telefoner, at der er en dedikeret kameraknap.

Se galleriet øverst i artiklen, hvor vi kigger nærmere på udvalgte funktioner.