Test af Motorola Moto C Plus – monsterbatteri til under 1.000 kroner
Motorola Moto C Plus har to store fordele, som mange vil synes rigtig godt om – et meget kraftigt batteri på 4.000 mAh og en pris på under 1.000 kroner. Men Moto C Plus er ikke til dem, der har store krav til deres telefon. Læs vores test og anmeldelse af Motorola Moto G5S Plus.
Motorola Moto C Plus – bedømmelse
Design & Materiale: 5/10
Brugervenlighed: 8/10
Skærm: 7/10
Kamera: 4/10
Hastighed i brugerflade: 5/10
Datahastighed: 5/10
Spiloplevelse: 6/10
Musikkvalitet: 6/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 63/100
Se også: Priser på Motorola Moto C Plus
Læs hele vores test og anmeldelse af Motorola Moto G5S Plus herunder. Men først nogle billeder inden vores test.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus
Herunder kan du læse vores test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus, hvor vi som sædvanlig ser nærmere på 10 af de vigtigste punkter på en mobil for at fælde dom over den.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Design
En smartphone til godt 800 kroner kan af gode grunde ikke være en designperle. Telefonen er tyk og klodset, men har egentlig en meget fin størrelse og vægt. Bagsiden er af plastik, som kan tages af – her finder man batteri, sim og adgang til hukommelseskortet. Moto C Plus er naturligvis heller ikke vandafvisende.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Brugervenlighed
Med en skærm på 5 tommer er Moto C Plus bestemt mere brugervenlig med én hånd, end hvad man efterhånden er vant til. Der er fysiske knapper i bunden til at navigere til startskærmen, skifte mellem apps og gå tilbage. Desværre er de funktioner, som man bruger til at komme hurtig til kamera på andre telefoner fra Motorola, skrabet væk – og det er fingeraftrykscanneren i øvrigt også.
Ellers er software rimelig simpelt og tæt på ren Android.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Batterilevetid
Batterilevetiden er et af de punkter, hvor Moto C Plus forsøger at få bonuspoint – og det skal den have. Med et batteri på 4.000 mAh får man to dages batterilevetid med tungt forbrug. Bruger man den mindre, så kan man se frem til endnu længere batterilevetid.
Man kan nærmest kun blive glad, når producenter vælger at smide et stort batteri i telefonerne. Bagsiden kan som sagt tages af, og det giver mulighed for at have et ekstra batteri med i lommen, som kan skiftes lynhurtigt ud. Telefonen kommer ikke med lynopladning, og derfor tager det ret lang tid at få telefonen ladet helt op.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Skærm
Skærmen er på 5 tommer med en HD opløsning. Det er helt okay i denne prisklasse og til sammenligning er det den samme opløsning, som man ser på en iPhone 8, der han en pris på omkring 5.300 kroner. Oplevelsen af at se video, bruge sociale medier og surfe på internettet er en rigtig fin oplevelse med Moto C Plus.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Hastighed i brugerflade
Hastigheden i brugerfladen er noget af det, man skal gå på kompromis med, når man går efter en telefon i denne prisklasse. Her er der tale om 2GB RAM, en MediaTek processor og Android 7.0 Nougat. Motorola har udtalt, at den ikke bliver opdateret til Android 8.0.
Nu er jeg en, der er rigtig hård ved de telefoner, jeg tester og Moto C Plus tog ikke godt i mod min behandling. Programmer har en tendens til åbne langsomt op, og generelt reagerer den bare langsomt på kommandoer. Jeg er sikker på, at mange, der ikke bruger den på samme måde som mig, vil have en bedre oplevelse.
Moto C Plus kommer med 16 GB intern hukommelse, hvilket ikke er meget, men man kan udvide med et hukommelseskort med op til 32 GB. 16 GB vil formentlig ikke være nok, så man bør nok købe et hukommelseskort fra starten.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Kamera
Kameraet er som regel det, der markant adskiller de forskellige prisklasser. Det betyder naturligvis, at kameraet i Moto C Plus ikke er særlig godt. Der skal virkelig være nogen gode forhold for, at man får et billede, der er værd at beholde. Selve bagkameraet er på 8 megapixel med en blænde på F/2.2 og ingen optisk billedstabilisering. Det er bestemt ikke, fordi man kan forlange meget mere til prisen, men få vil få glæde af kameraet og det er trods alt noget, vi alle bruger på vores telefoner.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Landskabsbillede. Man kan da bestemt se, hvad der foregår på billedet, men skarpheden er bestemt ikke prangende.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Makrobillede. Igen kan man ikke ligefrem sige, at der er tale om et specielt flot billede. Skarpheden på vores objekt er også svær at spore.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Billede taget i mørke uden fotolys. Der er ikke så meget at komme efter her.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Billede i mørke taget med fotolys. Her er telefonens fotolys faktisk med til at gøre det til en fint billede.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Portræt. Ingen smarte portrætfunktioner kan tages i brug her. Da objektet står stille og lyset er fint, så får vi et okay billede.
Motorola Moto C Plus – test af kamera: Selfie. Jeg har endnu ikke fået taget en ordentlig selfie med Moto C Plus. Farverne er ikke gode, jeg ser for bleg ud i ansigtet og skarpheden kunne være bedre.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Datahastighed
Med en hastighed på 150/50 Mbps burde der egentlig ikke være de helt store problemer med datahastigheder – specielt ikke når man bor i København. Alligevel krævede det bare at træde ind i et center eller ejendom for at signalet helt forsvandt. Det er noget, jeg aldrig har oplevet før med de telefoner, der koster mellem 1.000 og 2.000 kroner.
Dog skal det lige siges, at når man opholder sig steder, hvor dataforbindelsen er intakt, kan man sagtens streame Netflix og lignende.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Spil
Det siger måske sig selv, men spil kan ikke anbefales på Moto C Plus. Selv et simpelt spil som Slither.io, kunne ikke køre flydende. Det udelukker i mine øjne unge/børn som en potentiel målgruppe.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Musikkvalitet
Der sidder én højtaler i Moto C Plus og den sidder på bagsiden. Det er naturligvis ikke det bedste sted, men det er til at leve med. Lyden bliver desværre ikke særlig høj, så man skal helst have nogle hovedtelefoner på eller bruger bluetooth højtaler, hvis man skal kunne høre det ordentligt.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Samtalekvalitet
I min testperiode har jeg ikke haft problemer eller fået klager over samtalekvaliteten. Jeg bor som sagt i København, så det er yderst sjældent man oplever problemer med samtaler.
Test og anmeldelse af Motorola Moto C Plus – Pris
Motorola Moto C Plus har en pris fra cirka 800 kroner. Sammenlign priser på Motorola Moto C Plus.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Til denne her pris kan jeg gå på kompromis med rigtig meget. Spiloplevelsen, den hakkende brugerflade, designet og lyden er alt sammen noget, der er til at lave med. Og batteriet er naturligvis det bedste ved denne her telefon. Der, hvor filmen knækker for mig, er, når telefonen går hen og bliver ubrugelig.
Planlægger man at tage et billede af det pyntede juletræ, så skal det nok gå, men forvent ikke at kunne have personer med på billederne, for så bliver det sløret. Dét, krydret med en yderst svingende datahastighed, gør, at det er virkelig svært at anbefale denne her telefon. Især når der er nogle rigtig gode telefoner for blot 1.000 kroner mere lige rundt om hjørnet, som ikke vil have de samme problemer som beskrevet – og de vil helt sikkert holde i længere tid end Moto C Plus.
Laver man ikke andet at skrive SMS’er, snakke i telefon og surfe på nettet (hvor der er god dækning eller man bare har behov for en smartphone med virkelig lang batteritid, for eksempel til ferien i ødemarken eller til festivallen, så kunne Moto C Plus være at overveje.
For
- God pris
- Fin skærm
- Super batterilevetid
Mod
- Dårligt kamera
- Yderst svingende dataforbindelse
- Langsom brugerflade
Motorola Moto G5S Plus – specifikationer og funktioner
Mål: 144 x 72,3 x 10 mm
Vægt: 162 gram
System: Android 7.0
Processor: Mediatek MT6737, Quad-core 1.3 GHz
Skærm: 5 tommer, HD 1280 x 720 pixel
RAM: 2 GB RAM
Hukommelse: 16GB + plads til hukommelseskort op til 32 GB
Batteri: 4.000 mAh
Datahastighed: 150 Mbit/s (4G)
Kamera: Kamera på 8 megapixel, blænde F/2.2, autofokus, fotolys
Frontkamera: 2 megapixel, blænde f/2.8
Video: HD
Bluetooth: 4.2
GPS: Ja
FM-radio: Ja
NFC: Ja
Fingeraftryksscanner: Nej
Se også: Anmeldelse af Motorola Moto C Plus