2020 kan blive året hvor vi får en billigere HomePod
Som det ofte er tilfældet med Apples produkter, hører deres smarte højtaler HomePod ikke til blandt de billige alternativer på markedet. Ved lanceringen havde den en pris på 349 dollars, omkring 2.400 kroner, hvilket er en del mere end mange af valgmulighederne på hylderne.
Anmeldelserne var desuden ikke overvældende positive, hvilket giver en ret skidt kombination for de købere, der overvejer en ny smart højtaler.
Se også: Find priser på højtalere
Billigere Apple HomePod på vej
Der har været mange rygter om, at der kunne komme en ny, billigere HomePod Mini, men siden skete der ikke noget. Det ser dog ud til, at 2020 kan blive året, hvor der rent faktisk bliver hold i rygterne.
Antagelsen bygger på en historie fra Bloomberg fra sidste år, hvor det hed sig, at en billigere HomePod kunne komme på markedet i begyndelsen af 2020.
Vi ved meget lidt om den billigere HomePod, heller ikke hvad prisen i så fald kan blive. Den skal dog have mindre diskant end den originale. Hvordan det i så fald kommer til at påvirke det samlede lydbillede, kan vi naturligvis ikke vide noget om, men det bliver interessant at høre.
Se også: Find bedste smart display
Lancering sammen med iPhone 9?
HomePoden bliver markedsført som en high-end højtaler, hvilket også er grunden til, at de kan sætte prisen så højt. I hvilken priskategori en Mini-version skal være, må tiden vise.
Stemmer rygterne, kan vi få en annoncering af højtaleren i løbet af de kommende uger. Historisk set annoncerer Apple ofte Mac-nyheder ved et event tidligt på året. Det event kan i år også komme til at handle om den meget omtalte iPhone SE 2 / iPhone 9, og hvem ved måske en HomePod Mini. Vi må dog vente og se hvor meget af dette, der bliver virkelighed.
Se også: Nyheder om smart speaker