Samsung har en smal føring over Sony i VR-kapløbet
VR-drømmene var skyhøje, da teknologien først blev introduceret til den almene bruger. Headsettene har dog ikke helt kunne leve op til de drømme endnu. I 2014 købte Facebook Oculus VR for to milliarder dollars, og Mark Zuckerberg udtalte i den forbindelse, at han fuldt og fast troede på, at VR ville blive en del af folks daglige liv.
Zuckerberg får formentlig ret, men vi er ikke kommet dertil endnu, og det er der flere grunde til. For det første er headsettene stadig så dyre, at man ikke bare lige køber et. Og for det andet er de oplevelser, man kan få med dem, endnu ikke så interessante, at det for alvor lokker kunder til.
Se også: Sammenlign priser på VR-headset
Samsung, Sony og Facebook dominerer VR
Nu er Augmented Reality blevet den næste hypede teknologi med både Apples og Googles AR-udviklingskit til mobiler. Ifølge IDC er det dog stadig VR, der arbejdes mest intenst med. Faktisk står VR for 98 procent af salget på AR/VR-markedet. De førende på VR-markedet er Samsung, Sony og Facebook. De tre sidder på 60 procent af det globale marked for VR og AR-headsets i andet kvartal af 2017. Samsung solgte godt 600.000 VR-headset i årets andet kvartal og Sony knap 600.000, mens Facebook / Oculus lå på cirka 300.000.
Samsung Gear VR koster dog betydeligt mindre med pris på 1.199 kroner, mens for eksempel Sony PlayStation VR koster fra cirka 3.000 kroner.
Se også: Mange AAA-titler på vej til Sony PlayStation VR
Tilbagegang for HTC
Samsung, Sony, og Facebook oplever alle tre fremgang i salget, mens HTC noget overraskende går markant tilbage fra knap 300.000 solgte enheder i 1. kvartal til 200.000 enheder i andet kvartal.
Se også: Nyheder om virtual reality