Windows 10 til mobiler – første indtryk
Stemmestyring over alt
Stemmestyring er næsten at finde overalt, hvor man kan skrive tekst ind og den fungerer virkelig imponerende godt med korrekt tegnsætning og så videre, men da dansk endnu ikke er understøttet, er brugsværdien begrænset heri Danmark. Lige nu er det engelsk der gælder.
Billeder på startskærmen ser også lidt anderledes ud i Windows 10. I stedet for som i Windows Phone 8.1 bare at kunne ses gennem ikonerne, ligger de nu i baggrunden og ses kun delvist gennem ikonerne. Ifølge Microsoft vil også den nuværende variant for baggrundsbilleder blive understøttet af Windows 10.
Alt det her er småsager, men de store forskelle kommer vi til at se i system-appene og her mangler vi stadig se det meste.
Det har vi i vente
Vi får således en ny webbrowser, en ny kalender, et nyt e-mail-program, nye Office-apps, ny kombineret Skype- og SMS-app med mere. Ingen af disse funktioner er endnu med i preview versionen af Windows 10, men det er klart, at det er disse nyheder, vi glæder os mest til at se – de vil også helt sikkert gøre den største forskel for brugerne.
De apps, der er opdateret allerede nu, er alarmen, mini-lommeregneren og filhåndteringen. Samtlige af disse apps er et løft i forhold til tidligere versioner og specielt minilommeregneren er rigtig interessant.
Her kan man vælge mellem en simpel lommeregner eller en videnskabslommeregner. Der er desuden også en rigtig god enhedsomregner, hvor du kan omregne ting som længde, vægt, volumen, temperatur med mere mellem forskellige enheder.
Alt i alt er den nuværende preview version af Windows 10 i mobilen meget lig Windows Phone 8.1 og det er mere et løfte om spændende sager, der kommer. Dog et løfte, som får os til at glæde os til at se mere.
Sådan finder du den bedste smartphone.