Fart og muskler: Topmodellerne kæmper om smartphone-kronen
System og brugerflade
Blackberry 10 er den nye dreng i klassen blandt mobilsystemer.
Sammenlignet med tidligere Blackberry-telefoner virker det nye system og mobilen – Z10 – mere konventionelle, men samtidig er der mange forskelle sammenlignet med både Android og iPhone. Hvis man skal finde paralleller til systemer, vi har testet tidligere, ligger Nokias Meego tættest på.
Blackberry har renset fronten helt for knapper, og det er i stedet strygende bevægelser, der gælder, hvis man skal skifte mellem apps eller låse telefonen op. Der skal lidt øvelse til, før man har vænnet sig til løsningen – for eksempel at man skal begynde at stryge lidt under skærmkanten for hurtigst at komme tilbage til hjemskærmen.
Et strøg oppefra og ned åbner indstillingerne, omtrent som på Android. Hurtig adgang til beskeder er stadig i fokus hos Blackberry, og systemet samler alle hændelser på en liste – uanset om det handler om mail, Facebook-beskeder, SMSer eller beskeder via Blackberrys egen chattjeneste.
En omtalt nyhed i Blackberry 10 er muligheden for at køre Android-apps. Desværre handler det ikke om et Google Play-ikon på startskærmen, men funktionen er i stedet tiltænkt at gøre det enklere for udviklere at kommer med gamle apps i Blackberry-variant med minimalt ekstraarbejde.
Der er ikke noget, der hindrer dig i at installere en Android-app på din Z10, men sværhedsgraden ligger på cirka samme niveau som at roote mobilen eller at installere uofficiel firmware.
Blackberry 10 har et rigtig vellykket skærmtastatur, der både har en god størrelse på knapperne og en udmærket fejlrettelse, der lærer af dine mest almindelige fejl.
Blandt Android-mobilerne ligger Samsung længst fremme med opdateringerne. Galaxy S4 har version 4.2 af systemet, men det er 4.1, der gælder for de øvrige mobiler i skrivende stund.
Nyheder i 4.2 er panoramafoto, forbedrede apps til ur og den låste skærm og et fyldigere notificeringsfelt. Meget af funktionaliteten kan løses med apps eller launchers på ældre mobiler, men Galaxy S4 får alligevel en høj karakter takket være den nye faneinddelte menu for indstillinger, gode apps til kalender og telefonbog og den funktion, der holder skærmen i gang, så længe du ser på den.
Brugerfladen i Galaxy S4 og Galaxy Note 2 har mange ligheder, men pennen er den store forskel. Sammenlignet med at styre mobilen med pegefingeren, er pennen, der kommer med Note 2 spidsere, mere præcis og kan desuden mærke, hvor hårdt du trykker på skærmen.
Styringen med pennen er velintegreret i mobilens system og giver funktioner, der svarer til mouse-over og højreklik. Sammen med tegneprogram og andre apps, der drager nytte af pennen, åbner det for nye måder at bruge telefonen på. I HTC One finder vi version 5 af Sense-brugerfladen.
Præcis som tidligere er der gennembearbejdede widgets med kobling til nyheder og sociale netværk, ligesom adskillige kosmetiske forbedringer. Sense har altid være et flot tillæg til Android-systemet, men på HTC One virker det desuden hurtigt og stabilt. LG har valgt ikke at tilføje så mange egne funktioner – Optimus G føles næsten som en Nexus-mobil.
Der er dog et par ekstra genveje fra notificeringsfeltet – hvilket gør det unødvendigt svært at finde mobilens indstillinger – og en låst skærm, der kan tilpasses. Sony har satset på apps, der bidrager med ny funktionalitet i stedet for at forsøge sig med et ansigtsløft af systemet.
De gamle Timescape- og Mediascape-menuer er erstattet af appen Socialife og en mere fritstående musikafspiller, der har Walkman-logoet. Sammenlignet med Android har iOS tættere skodder mellem appene, men et mere konsekvent design og bedre stabilitet.
Notificeringsfeltet i iOS 6 gør det muligt at få et samlet billede af, hvad der sker, men her ligger Android stadig langt foran med widgets og startskærme, der kan tilpasses.
Windows Phone 8 er et betydeligt bedre system end sine forgængere. Nu er der en rimelig mulighed for at multitaske, og funktioner som navigering, chat og IP-telefoni fungerer lige så godt som på andre systemer.
Udseendemæssigt er der ikke så meget nyt i WP8, men kan du lide den anderledes opsætning, bliver du ikke skuffet. App-udbuddet er dårligere end til Android og iPhone, men du kan finde det vigtigste, og de indbyggede funktioner er af høj klasse.
Det er nemt at bruge mail- og synkroniseringstjenester – også hvis du foretrækker Google, Yahoo eller en Exchangeserver frem for Windows Live. Samsungs Android-system med pen giver flest finesser, mens iOS ligger foran, når det gælder enkelhed og stabilitet, så sejren i kategorien deles mellem Galaxy Note 2 og iPhone 5.
Vindere: Samsung Galaxy Note 2 og iPhone 5