Fart og muskler: Topmodellerne kæmper om smartphone-kronen
Skærm
Blandt telefonerne i testen finder vi to helt forskellige skærmteknikker. Samsung har satset på amoled til begge deres mobiler. De andre producenter benytter TFT/LCD-skærme. Pixelene består af røde, grønne og blå såkaldte subpixel.
På amoled-skærme er hver subpixel en separat lyskilde – en lille lysdiode – mens subpixelene på TFT/LCD-skærme fungerer som persienner, der enten blokerer eller slipper lys igennem fra baggrundsbelysningen. Ved normalt brug betyder forskellen, at amoled-skærmene har lidt mere kontrast.
Når en pixel er slukket, er den helt sort, mens TFT/LCD-skærmene altid har en vis lyslækage. Ulemperne ved amoled-teknikker er, at den maksimale lysstyrke ofte er lidt dårligere, og at skærmene kan være sværere at læse i direkte sollys.
Mobilerne i testen ligger alle i en god position sammenlignet med markedet som helhed, men iPhone 5 har en betydeligt mindre skærm end konkurrenterne i startfeltet og desuden færre pixel.
Tre mobiler har taget skridtet op til fuld HD-opløsning, 1920 x 1080 pixel. Over to millioner pixel på en så lille flade giver fantastisk skarphed, men det er svært at se forskellen uden et godt forstørrelsesglas. Undtagelsen er Sasmung Galaxy Note 2, hvor man, selvom det er lidt svært, kan udskille pixelene.
Samsung Galaxy S4 vinder kategorien takket være en knivskarp skærm med god farvegengivelse. HTC One ligger ikke langt efter og kan levere mere lysstyrke – dog på bekostning af kontrasten.
Vinder: Samsung Galaxy S4