Analytikere: Her er TDC’ fire store problemer
Sydbank forventer, at TDC igen igen må fremvise massiv kundeafgang på mobilfronten og selv om TDC har andre kort at spille på end mobilkortet, for eksempel også tv, så anbefaler Sydbank, at man sælger sine TDC-aktier.
Ifølge Sydbank og teleekspert Nicolas Fredriksen, Telepristjek.dk, står TDC med disse udfordringer:
- Det unikke mobilabonnement Telmore Play med masse af gode tjenester, men som kunderne ikke forstår værdien af.
- Konkurrenter der fører priskrig på mobilabonnementer og yder store tilskud til nye mobiltelefoner.
- Høje gebyrer
- Nye tv-vaner på grund af giganter som Netflix, HBO, Apple og Google.
Sådan finder du billig mobilabonnement.
Telmore Play – forud for sin tid
Da Telmore Play blev lanceret i sommer, skete det under ret stor ståhej herhjemme og flere analytikere kaldte Telmore Play for en decideret verdensnyhed.
Man betaler 249 kroner for fri tale og sms/mms og 5 GB data samt 12 tjenester til fri afbenyttelse, her i blandt HBO Nordic, Cmore, Mofibo og Telmore Play.
Indholdet i dette mobilabonnement har en værdi, der langt overstiger det, man betaler, men TDC, der ejer Telmore, har haft en kæmpe udfordring med at kommunikere værdien ud til brugerne for sådan et produkt:
”Vi er vant til at se på, om vi skal betale 69 eller 79 kroner for et mobilabonnement, og så tager det lang tid at forklare brugerne, hvorfor de pludselig skal til at betale 249 kroner om måneden for et mobilabonnement”, lyder det fra Morten Imsgaard, aktieanalytiker hos Sydbank.
Han tror dog, at TDC på sigt vil kunne konvertere flere og flere kunder takket være Telmore Play, men vil man have kunder i hus her og nu, så skal man gøre som Telenor, der giver store tilskud til nye mobiltelefoner, mod at man samtidig binder sig til at abonnement.
Høje priser og mange gebyrer
Nicolas Fredriksen, teleanalytiker, peger dog også på et andet væsentligt problem for TDC, nemlig deres høje priser og mange gebyrer, der samlet er med til at gøre TDC til et af de absolut dyreste teleselskaber i Danmark:
“TDC Mobil mistede i 2014 cirka 150.000 mobilkunder, men TDC valgte alligevel fra årsskiftet at hæve månedsafgiften på deres mobilabonnement med op til 20 kroner. Det er en .prisstigning, som kommer oven i mange TDC gebyrer. Med seneste prisstigning vil nuværende TDC kunder typisk årligt spare 2.000 til 3.000 kroner ved at skifte til et billigere mobilselskab“, vurderer Nicolas Fredriksen.
“Der er grænser for, hvor store de relative prisforskelle kan blive på et marked med generiske teleydelser. TDC’ konkurrencemæssige bæreevne er, med de meget høje priser og gebyrer, kraftigt udfordret”, fortsætter Nicolas Fredriksen. Han slutter af med at forklare, at satsninger på familietelefoni, samlerabatter og andre fordele, som angiveligt vil gøre kundernes hverdag billigere og mere bekvem, hurtigt falder til jorden, når kombinationen af mængder, indhold og priser hverken reflekterer kundernes behov eller matcher alternative løsninger hos konkurrenterne.
Du kan få et overblik over de selskaber, der typisk vil spare TDC kunder for mange penge om året i denne prisguide til mobilabonnementer.
Se også: TDC 150 procent dyrere end de billigste teleselskaber.
Billige mobilpriser giver kunder – ikke unikke tjenester
Man kan også være aggressiv på prisen, som det 3-ejede Oister, men hverken Telenor, 3 eller Telia formår at omsætte kundetilgangen til overskud påpeger Imsgaard, og på sigt vurderer han, at TDC har en mere afbalanceret tilgang til tingene.
Imsgaard vurderer, at når/hvis Telia og Telenor får lov til at fusionere, så vil det nye samlede selskab også begynde at tænke mere langsigtet som TDC og så kan det meget vel være, at det begynder at vende for TDC på mobilområdet.
TDC hårdt presset af Netflix og Apple
TDC har dog andre problemer end med mobilkunderne. De presses også hårdt af tjenester som Netflix og HBO på tv-området.
”Jeg tror, at TDC har truffet den rigtige beslutning med Blockbuster, da de adgang til stort set alle danske hjem og derfor let kan distribuere video. På den anden side er TDC på den front også presset af giganter som Apple og Google. I den sammenhæng er TDC en miniput”, slutter Imsgaard.