Officielt: Sony Xperia Tablet Z
I torsdags kunne vi fortælle om en kilde på Twitter som havde lækket en række oplysninger om den kommende Xperia Tablet Z som skal være en efterfølger til den vellykkede Xperia Tablet S.
Selvom oplysningerne på det tidspunkt var ubekræftede fra Sony’s side, viser de sig nu at have været ganske holdbare.
Sony har nu selv præsenteret den nye enhed i Japan, og bekræfter alle de specifikationer som vi hørte om tidligere, og det er bestemt også disse der gør Xperia Tablet Z interessant.
En quad-core 1,5 GHz processor, 2 GB RAM og 32 GB intern hukommelse der kan udvides med microSD kort. Skærmen på 10,1 tommer har en opløsning på 1920 x 1200 pixels er er dermed fuld HD. På bagsiden sidder et 8,1 megapixel kamera til dem der synes at det er spændende.
Hele tabletten får samme designstil som dens telefon-bror Xperia Z. Den bliver kun 6,9mm tyk, hvilket et 0,8 mm tyndere end iPhone 5 og over 2,5 mm tyndere end fjerde generation iPad. Samtidig kommer den kun til at veje 495 gram, som også er en del lettere end iPad’en (ca. 160 gram).
Xperia Tablet Z får NFC, LTE og Sony’s egen virtuelle surround lyd. Samtidig følger den også Sony’s nye stil med at gøre alle deres produkter vand- og støvtætte.
Kilde: Engadget