TurboPower Pack Moto Mod: Battericover til Moto Z
Der kommer mange forskellige Moto Mods, der kan bruges med Motorolas Moto Z-telefoner – lige fra højtaler og projektor til gamingpad og ekstra batteri. Og netop ekstra batteri får man masser af med Turbopower Pack.
Turbopower Pack – Moto Mods til Moto Z
Turbopower Pack fungerer som et cover, der sættes bag på telefonen, i dette tilfælde tester vi på Moto Z2 Force. Telefonen er meget tynd med sine kun 6,1 millimeter i tykkelsen og det gør, at telefonen med dette battericover sat på ikke opleves særlig tyk eller kluntet.
Denne batteri Moto Mod er også et ret kærkomment stykke tilbehør, da batteriet i telefonen kun er på 2.730 mAh. Det er i underkanten for en mobil som denne, viser vores test af Moto Z2 Force, hvis man bruger den aktivt i løbet af dagen.
Turbopower Pack har 3.490 mAH og kombineret med telefonens batteri, får man altså en samlet batteripakke på 6.220 mAh – en kombination der gør, at man får en mobil med flere dages batteritid.
Se også: Priser på Motorola Moto Z2 Force
Lynopladning
Er der behov for det, kan battericoveret lade telefonen op med lynopladning, så man i løbet af 30 minutter kan lade telefonen godt 50 procent op. Den mulighed er særlig praktisk, hvis man har andre Moto Mods, man gerne vil bruge sammen med telefonen. Man kan også vælge, at batteriet kun skal lade telefonen op, hvis telefonens batteri kommer under 80 procent.
Battericoveret sættes helt simpelt på på telefonens bagside og så bliver den automatisk kobles sammen med telefonen. Når battericoveret sidder på telefonen, kan man se, hvor meget batteri der er tilbage i det. Og når det sidder på telefonen og lader, vises det med et lille +-tegn ved batteriikonet øverst på telefonen.
Selve battericoveret kan lades 50 procent op på cirka 20 minutter med USB-C.
Se også: Telefoner med hurtigst quick charge
Pris for Turbopower Pack Moto Mods
Turbopower Pack har en pris fra knap 500 kroner og er rigtig godt givet ud – det er et rigtig dejligt lavpraktisk stykke tilbehør, hvor man slipper for kabler. Læs mere om Turbopower Pack her.