Nyttige ting du kan gøre med Google Home eller Home Mini
Google Home og Home Mini er netop blevet klar til salg i Danmark på officiel vis med dansk stemmestyring. Begge højtalere kan naturligvis bruges til at afspille musik på, men humlen i dem begge er, at de er udstyret med Google Assistant og kan bruges som omdrejningspunkt i ens opkoblede hjem.
Vi guider her til nogle af de ting, som du kan gøre med Google Home og Home Mini.
Se også:
Guide til Google Home og Home Mini – det kan du gøre med dem
1. Når du vil skrue op og ned for musikken, så kommer du til at sige gentagne gange, “skru ned for lyden”, hvis det er den kommando du giver. Det er smartere at sige, “skru lyden ned på 50 procent” eller “skru lyden ned på 25 procent”, så skruer den nemlig ned på én gang i stedet for at gøre det med ganske små trin.
2. Siger du “Godmorgen”, som det første om morgenen, så spiller den din morgenrutine, fx vejret, dine møder og seneste Radioavis.
3. En smart funktion kredser om radionyheder. Siger du “Spil de seneste nyheder fra DR”, så kan man lytte til seneste radioavis DR. Det gælder også Radio24syv, Information eller Altinget.
4. En højtaler er naturligvis gearet til musik. Home-højtalerne fungerer med Spotify, Google Music og YouTube. Sig “Spil noget musik fra Spotify”, Spil The Wheel med Slaegt eller andet.
5. Også Netflix og Viaplay fungerer Home med. Sig titlen på den serie, du ønsker at se – du kan også tilføje sæson og afsnit. Det er også muligt at få Netflix til at spole meget præcist frem eller tilbage ved at sige til Home: Spol 18 sekunder tilbage. Skal man se næste afsnit, kan man bare sige, “Næste afsnit”.
6. Har du flere Home-højtalere i huset, for eksempel kunne børnene have en på hvert deres værelse, så kan du sige “Fortæl alle: Maden er klar” (og alle Home-apparater i huset fortæller, at det er spisetid)
7. De fleste oplever at miste sin mobil. Den ved Google Home hvor er. Spørg “Hvor er min telefon?” og Home ringer den op på højeste lydstyrke.
8. Er du på farten og på vej hjem, så kan du sige det til din mobil, hvorefter det så bliver sagt højt til børnene eller ens bedre halvdel derhjemme via højtaleren.
9. Kongstanken med Google Home-højtalerne er, at de skal være omdrejningspunkt i det opkoblede hjem.
For eksempel understøtter Philips Hue og deres opkoblede pærer, så man kan styre lyset gennem Home-højtaleren. tado, der har enheder til smart styring af varme i hjemmet, understøttes også og det samme gør Nest-overvågningskameraer.
Også enheder, der ikke er smarte fra start, kan benyttes med Home via for eksempel IKEA smartplugs, der også understøttes af økosystemet. Det betyder, at du kan gøre din hjernedøde kaffemaskine smart og opkoblet. Man sætter bare kaffemaskinens strømstik i smartstikket og så kan du ligge i sengen på første sal om morgenen og sige til højtaleren ved siden af dig, at du gerne vil have kaffemaskinen går i gang med at brygge kaffe.
Se også: Priser på Google Home og Home Mini
Kun fantasien sætter grænser
I teorien kan du stort set gøre alt det, du har lyst til med Google Home og Home Mini – det er bare at prøve sig frem med kommandoer og spørgsmål. Det er langt fra alt, den kan levere på, men så siger den selv fra og siger, at den stadig lærer…
Andre ting, du kan sige til Google Home og bede dem om, kan være:
“Udsæt alarm” (Nu kan du snooze alarm uden at famle efter telefonen).
“Hvad kan du gøre?”
“Føj mælk, sukker og smør til indkøbslisten” (hvorefter du kan hente listen på telefonen, når du står i supermarkedet)
“Hvordan er trafikken til arbejde?”
“Sæt timer til 6 minutter” (og så er ægget klar. Du kan også tilføje x minutter, hvis den skal have lidt mere).
“Hvad er 100 danske kroner i britiske pund?” (eller alle mulige andre omregninger af fx vægt eller afstande)
“Hvornår lukker Føtex?”
“Fortæl en joke”
“Syng en sang”
“Kan du beatboxe?”
“Hvad siger en ko?”.
Se også: Nyheder om Google Home