Test af Huawei P40: Kunne have været perfekt for de fleste
Huawei P40 ville være et super godt bud på årets bedste mobil bedømt på pris og kvalitet, hvis omstændighederne havde været mere gunstige for Huawei. P40 har fantastisk godt design og format, fremragende kamera, hurtig brugerflade, fin batteritid og god antennekvalitet – der er bare lige den der sag med Google Play og Googles tjenester. Test og anmeldelse af Huawei P40.
Huawei P40 – bedømmelse
- Design & Materiale: 9/10
- Brugervenlighed: 4/10
- Batterilevetid: 8/10
- Skærm: 8/10
- Kamera: 9/10
- Hastighed i brugerflade: 10/10
- Datahastighed: 10/10
- Spiloplevelse: 7/10
- Antennekvalitet: 8/10
- Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 81/100
Se også: Sammenlign priser på Huawei P40
Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei P40 herunder. Men først lige et par billeder af Huawei P40 inden vores store test og anmeldelse.
Test og anmeldelse af Huawei P40
Test af Huawei P40 – Design
Hold da op, hvor er det en flot version af P40, jeg har fået til test. Det er Silver Frost versionen, der er landet på redaktionen og det er ganske enkelt den flotteste bagside, jeg har set på en mobil. Samtidig er det fedt, at fingeraftryk ikke ses særlig tydeligt. Forfra ligner den dog en hver anden smartphone anno nu. Det er svært – vel egentlig umuligt – at lave et markant anderledes design, når der er skærm på hele fronten.
P40 er cirka 10 mm kortere end P40 Pro og vejer cirka 30 gram mindre. Den forskel kan man godt mærke – særligt længden på telefonen giver en markant forskel. Det er let at bruge P40 med én hånd. Det er kun den allerøverste del jeg ikke kan nå med enhåndsbrug.
Desværre er den ikke lige så vandtæt som P40 Pro – den er kun IP53 certificeret – det vil sige, den kan tåle vandstænk.
Se også: Mobiltelefoner med bedste design
Brugervenlighed
Med noget mindre skærm og mindre format end P40 Pro er P40 betydeligt lettere at betjene med én hånd. Man strammer den ved at kalde den for en “lille” eller “kompakt” mobil. Den måler trods alt 149 mm i længden. Til sammenligning måler en model som Sony Xperia X Compact 129 millimeter i længden.
Sammenlignet med mange andre af dagens populære Android-telefoner er den dog ganske lille.
Den døjer naturligvis med samme problemer på app-fronten som P40 Pro. Det er Huawei AppGallery, der gælder og den mangler stadig mange apps og spil. Man kan hente mange af de apps, man bruger, i tredjeparts app store. Det er dog lidt mere besværligt og der er usikkerhed om, hvorvidt de virker som de bør. Nogle gør, andre gør ikke. Læs mere om brug af tredjeparts app store til Huaweis telefoner.
Brugerfladen er der ellers intet galt med – tværtimod. Det er Android 10, der ligger som fundament med EMUI 10 trukket henover. EUMI 10 er efterhånden blevet en brugervenlig og hurtig brugerflade med mange gode og praktiske funktioner.
Er du typen, der bruger kablede headset, så vær opmærksom på, at der ikke er indgang til 3,5 mm jackstik.
Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed
Batterilevetid
Batteriet er på 3.800 mAh – lige et nøk bedre end på forgængeren P30, men ikke noget at skrive hjem om. Dog er Kirin 990 en tand mere batterivenlig end den Kirin 980, der sidder i P30. Det er svært for alvor at vurdere, hvor meget bedre batteritiden er i forhold til, men jeg får til et par dages brug ved normal brug af mobilen.
Der følger en 22,5 watt oplader med i æsken. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er samme 40W oplader med som til P40 Pro, for det går ikke helt så hurtigt at lade op. Faktisk er den P40 procent længere tid om at lade et batteri op, der er 15 procent svagere. Det er særligt de sidste procent efter en times opladning, der tager lang tid.
- 5 minutter: 10 procent
- 10 minutter: 21 procent
- 15 minutter: 31 procent
- 30 minutter: 59 procent
- 60 minutter: 88 procent
- 1 time og 32 minutter: 100 procent
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Skærm
Personligt går jeg gerne på kompromis med størrelsen på en mobil for at få en stor skærm. Jeg foretrækker telefoner med store skærme – det vil sige med 6,5 tommer eller mere. Fordelene ved en stor skærm overgår ulemperne – synes jeg.
Jeg kan dog sagtens sætte mig ind i, at mange foretrækker en lidt mindre skærm på mobilen for så i stedet at bruge en tablet til underholdning for eksempel. P40 har skærm på 6,1 tommer med fuld HD-opløsning og er af typen OLED. Der er bestemt intet galt med skærmen, der leverer fine farver og god skarphed. Er du ude efter en mobil med forholdsvis lille format og fin skærm, så leverer P40 en perfekt kombination.
P40 følger ikke trenden med 90 eller 120 Hz refresh rate til skærmen. Den har 60 Hz refresh rate og kan derfor ikke levere helt samme skarpe billede som andre telefoner med 90 eller 120 Hz refresh rate. Det er mest til gaming, at man mærker forskel.
Se også: Mobiltelefoner med god skærm
Hastighed i brugerflade
Noget, der ikke er sparet på i P40, er processorkraften. Det er Kirin 990 5G (7nm+), der sidder i telefonen – præcis som i P40 Pro. Den kommer i to varianter med enten 6 eller 8 GB RAM, men kun i varianten med 8 GB RAM i Danmark. Og 128 GB hukommelse. Der er plads til hukommelseskort.
Selvom EMUI er blandt de tungere brugerflader til telefoner, så oplever jeg den som meget hurtig i brugerfladen. Det skyldes naturligvis den kraftfulde processor og de 8 GB RAM. Apps og spil åbnes lynhurtigt og den håndterer let virkelig mange aktive apps på samme tid.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Kamera
Der sidder tre kameraer på bagsiden af P40. Et på 50 megapixel, et på 8 megapixel og et på 16 megapixel. Henholdsvis hovedkameraet, telefoto og ultra vidvinkel. Der er OIS – optisk billedstabilisering – og fasedetektionsautofokus og 3 x optisk zoom.
På forsiden sidder et kamera på 32 megapixel med HDR og video kan optages i 4K. Super slowmotion er ikke på niveau med den kvalitet, P40 Pro kan levere. Den kan optage video med 7.860 fps – P40 kan optage video med 960 fps.
Herunder kan du se billeder skudt med Huawei P40.
Landskabsbillede
P40 tager naturligvis flotte landskabsbilleder ved højlys dag. Det er en kategori, praktisk tale alle telefoner skal brillere i. Her er gode farver, skarpe detaljer og god håndtering af mørke og lyse partier. De to billeder under landskabsbilledet er med 3 gange optisk zoom og 30 gange digital zoom. Med optisk zoom er billedet fint, men det kniber med skarpheden med 30 gange digital zoom.
Makro
Man kan bruge blænderåbning-indstilling eller Supermakro til makrobilleder med skarphed i forgrunden. Her er billedet taget med Supermakro.
Mørke med fotolys
I mørke tager P40 rigtig gode billeder med fotolys. Lyset skydes godt af og giver skarpe detaljer og korrekte farver.
Mørke uden fotolys
En mørk aften er det klart en fordel at benytte Nat-funktionen på P40, særligt hvis objektet, man tager billede af, er stillestående. Man kan se fodbolden på det første billede, men ikke detaljerne omkring fodbolden. Det billede er taget uden brug af natfunktionen. Det andet billede er taget med natfunktion – her man kan se tingene bedre.
Portræt
Med funktionen portræt tager P40 rigtig fine portrætbilleder med sløret baggrund.
Selfie
Selfie-kameraet fungerer fint både indendørs og udendørs. Rigtig god skarphed på ansigtet og tilpas fin sløring af baggrunden.
Se også: Bedste kameramobil
Datahastighed
Huawei P40 er udstyret med 5G. Det kan vi ikke bruge til noget endnu og selv når vi kan, er glæden af 5G på telefoner begrænset. I hvert fald de næste par år. Men det er naturligvis rart at vide, at man er fremtidssikret på den front.
Den har ellers rigtig hurtig 4G til at klare alle de streaming- og down- / upload-opgaver, man udsætter sin mobil for i dagligdagen.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Spil
Der er sket et ryk på spiloplevelsen på mobiltelefoner det sidste års tid. Flere og flere telefoner får 90 eller 120 Hz opdatering af skærmen og den forskel er mærkbar ved gaming. De fleste telefoner har dog stadig 60 Hz skærm, hvilket P40 også har.
Det gør ikke P40 til en dårlig mobil at game på, men billedet står skarpere på en mobil som P40 Pro med 90 Hz eller Samsung Galaxy S20+ med 120 Hz.
Se også: Bedste telefoner til spil
Antenne
Der sidder en udmærket antenne i P40 og sar-værdien er på 0,49 W/kg. Jeg har fin forbindelse til det mobile netværk, men jeg er heller ikke så udfordret for tiden, hvor jeg kun er i Københavns området.
Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne
Samtalekvalitet
Lyden til samtaler er fin takket være den udmærkede antennekvalitet. Både hos mig selv og den jeg taler med. Det er muligt at justere på lyden i telefonen, så den bedre tilpasser sig ens behov.
Den understøtter også WiFi-opkald, men kun hvis dit teleselskab selv sælger telefonen – ellers kan man ikke være sikker på det fungerer. Langt fra. Faktisk sælger ingen af de danske teleselskaber P40 – kun P40 Pro og P40 lite. Derfor kan du ikke bruge WiFi-opkald, der ellers kan give endnu bedre lyd til almindelige samtaler over en WiFi-forbindelse.
Se også: Mobiltelefoner med bedste samtalekvalitet
Test & anmeldelse af Huawei P40 – Pris
Huawei P40 har en vejledende pris på 5.999 kroner uden abonnement.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Huawei P40 kunne let stå som årets bedste mobil set på kvalitet og pris, når vi sidst i 2020 skulle kåre de bedste telefoner. Desværre er der lige det med manglen på apps og spil fra Play Store samt Googles tjenester. Huawei arbejder dog på at få flere apps og spil ind i deres egen AppGallery. Hvem ved, måske de er kommet så vidt sidst på året, at P40 faktisk kan kåres som bedste mobil, når man kigger på pris og kvalitet?
I hvert fald brillerer den på de fleste vigtige punkter: Design, kamera, batteri, hastighed i brugerflade og antennekvalitet for eksempel og har prisen på 6.000 kroner med sig.
For
- Designet
- Hastigheden i brugerfladen
- Kameraet
- Prisen
Mod
- App-udbuddet
- Understøtter ikke Googles tjenester
- WiFi opkald kan ikke bruges
Huawei P40 – specifikationer og funktioner
- Mål: 148,9 x 71,1 x 8,5 mm
- Vægt: 175 gram
- System: Android 10 + EMUI 10.1
- Processor: Kirin 990, 7nm, otte kerner
- Skærm: 6,1 tommer, 2.340 x 1.080 pixel
- RAM: 6 / 8 GB
- Indbygget hukommelse: 128 / 256 GB, plads til hukommelseskort af typen NM (Nano Memory)
- Batteri: 3.800 mAh
- Datahastighed: 4G og 5G
- Kamera: 50 megapixel / 8 megapixel / 16 megapixel, OIS, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.9, 3 x optisk zoom, 10 x hybrid zoom
- Frontkamera: 32 megapixel, f/2.0
- Video: 4K, super slow motion med 960 billeder i sekundet
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 5.1, Wi-Fi 6+
- Sar-værdi: 0;49 W/kg
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af Huawei P40