Tomtom Go Navigation klar i Huaweis App Gallery
Det er ved at være noget tid siden, at Huawei annoncerede samarbejde med TomTom om navigation på selskabets telefoner – nu er TomTom Go Navigation klar i AppGallery, Huaweis app-butik.
TomTom Go Navigation app klar til Huaweis telefoner
Noget af det vigtigste på en mobil i dag, er at kunne bruge mobilen til navigation. Altså til at komme fra A til B på den hurtigst mulige måde. Det blev med et slag en noget dårligere oplevelse på Huaweis telefoner, der kom på markedet efter den 19. maj 2019, da de ikke kunne bruge Google Maps. Det skyldtes og skyldes stadig de sanktioner, selskabet er pålagt fra amerikansk side.
Det var usikkert, om TomTom skulle hjælpe Huawei med at lave en egen navigations-app eller om de skulle gøre deres egen app tilgængelig i App Gallery. Det blev altså TomTom Go Navigation-appen, der blev løsningen. Appen er tilgængelig nu.
Se også: Apps i Huawei App Gallery
Betalings-app og ringere funktionalitet
Om det så er den løsning, brugerne har gået og sukket efter, er en anden snak. I modsætning til Google Maps og Nokia Here, sidstnævnte er også tilgængelig i App Gallery, så er TomTom Go Navigation en betalings-app. Som Huawei-bruger får man de første 30 dage gratis, men herefter skal man så betale abonnement.
Til forskel fra Google Maps har TomTom Go kun fokus på almindelig navigation i bil. Sådan noget som at søge efter cafeer, seværdigheder og andre ting i nærområdet gør appen ikke så meget i.
Der er heller ikke navigation til fods, på cykel eller til offentlig transport. Man kan dog navigere både online og offline. Samtidig slår TomTom selv appen op på, at den ikke viser reklamer.
Se også: Find de bedste smartphones til prisen
Pris på TomTom Go Navigation
TomTom Go Navigation koster 15 kroner om måneden eller 159 kroner for et årsabonnement.
Se også: Nyheder om Huawei