Geekbench-bagmand: iPhone stadig langt foran Android
At iPhonen er super-duper hurtig, er man ikke i tvivl om, når en af mændene bag benchmarkselskabet Geekbench ikke har andet end rosende ord om Apples telefon.
I et interview har han udtalt, at Android stadig ikke er i nærheden af at nå samme ydeevne som iPhone-telefonerne. Manden bag den udtalelse er John Poole, der udover Geekbench, også står bag Primate Labs.
Se også: Test af iPhone 8
Android stagnerer, iPhone blæser afsted
Ifølge ham er Android ved at stagnere ydeevnemæssigt, hvilket han stiller sig uforstående overfor. Han udtrykker i interviewet forundring over, at Android-telefonerne ikke tager samme skridt op ad stigen for ydeevne, som iPhone-telefonerne gør.
Sammenligner man scoren for Qualcomms nyeste Snapdragon 835-chip og Apples A11 Bionic-chip, er der en verden til forskel. Poole går faktisk så langt som at kalde de nyeste iPhones for ydeevne på desktop-niveau men i en smartphone.
Se også: Priser på smartphones
Gør ting man ikke drømte om for få år siden
Videre siger han, at ting, man for år tilbage ikke ville drømme om at gøre på sin mobil, som at redigere video, i dag er helt naturligt at bede sin iPhone om, om end måske ikke store videoproduktioner. De scorer, iPhonen får i
benchmarktest, er nærmest ikke til at forstå, fortsætter han. Det eneste, han ser som en hindring i at bruge telefonen som ren computer, er selve størrelsen på skærmen. At redigere video på Android-mobiler går nu også snildt – også selvom de ikke scorer på samme niveau som iPhone, skal vi hilse og sige.
Nu har Apple også arbejdet længe på den nye A11 Bionic-chip. Helt tilbage fra lanceringen af iPhone 6-modellerne, har arbejdet stået på.