Forbrugerrådet lever ikke op til egne standarder
Hej ordfører,
Jeg ved ikke, om du har set Forbrugerrådet Tænks forsøg på at hjælpe kunderne med at finde det rigtige abonnement? De har nu lavet en kampagne med det formål at få danskerne til at skifte mobilselskab, nu hvor der kommer nye roaming regler. Den vildledning, de laver nu, minder meget om den, de fik, den gang de fik en påtale for af Forbrugerombudsmanden, da de forsøgte at tjene penge på at sælge strøm til danskerne.
Se også: Sammenlign mobilabonnementer der kan bruges i EU
Forbrugerrådet Tænks prissammenligning lever ikke op egne standarder
Når man ser på den prissammenligning, som de laver, så lever Forbrugerrådet Tænks prissammenligning ikke op til de standarder, som Forbrugerrådet Tænk mener, at der skal gælde for prissammenlignings tjenester i Danmark. Jeg synes, det er fint, at Forbrugerrådet har en holdning til den slags tjenester – omvendt synes jeg også, at Forbrugerrådet Tænk skal leve op til de kvalitetskrav, de mener, den slags tjenester skal have.
Når man ser på de selskaber, man kan sammenligne på deres hjemmeside, så har Forbrugerrådet Tænk valgt at tage 13 ud af +40 mobilselskaber, som tilbyder tjenester på privatmarkedet i Danmark med i deres sammenligning. Det betyder, at de forbrugere, der benytter Forbrugerrådet Tænks værktøj, kun kan sammenligne de tjenester og selskaber, som Forbrugerådet Tænk har udvalgt. Jeg kunne som teleekspert godt tænke mig at vide, hvorfor Forbrugerrådet Tænk har fravalgt 27 mobilselskaber og flere hundrede produkter på det danske marked og hvad der har fået dem til at fremhæve de 13 selskaber, som de anbefaler danskerne at se på.
Rent faktisk falder Forbrugerrådet Tænks prissammenligning ind under den slags tjenester, som de selv advarer mod – læs mere her. Se efterfølgende, hvad Forbrugerrådet Tænk skriver om deres løsning her.
Når det så er sagt, så sammenligner de produkterne på nogle meget begrænsede parametre – mange af de ting, som normalt indgår i kundes valg, er ikke med i den oversigt, de stiller til rådighed for forbrugerne.
Se også: Derfor giver Tænks råd dyrere mobilabonnementer
Vildleder mobilkunderne
Jeg har det fint med, at Forbrugerrådet blander sig i teledebatten, omvendt når det kommer til roamingområdet, så har de dels skiftet mening og nu er de i gang med at bruge skatteydernes penge på at anbefale danskerne at skifte selskab, og det gør det ved at vildlede danske mobilkunder.
Hvis jeg var dig, så ville jeg spørge Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk, hvordan man har udvalgt de 13 selskaber og hvorfor man har fravalgt mere end 27 andre selskaber og flere hundrede produkter på det danske marked – i mine øjne et meget rimeligt spørgsmål.
Hvis der er nogle faktuelle fejl i det, jeg skriver, så kan Forbrugerrådet Tænk bare sige til, jeg har kopieret dem på denne mail således, at de kan redegøre for det, de gør.
Hilsen,
John Strand, Teleanalytiker
Se også: Nyheder om telemarkedet