Test af Doro 8050 – har gode ældrefunktioner, men…
Doro 8050 er ikke en mobil i gængs forstand – og dog. Det er en mobil målrettet specielt de ældre og til det formål er den udstyret med en alarmtast på bagsiden og en ældrevenlig brugerflade. Spørgsmålet er, hvor vellykket den er. Test af Doro 8050.
Testen af Doro 8050 er ikke udført på helt samme måde, som når vi normalt tester telefoner. Det er en lidt anderledes telefon med fokus på ældreoptimerede funktioner. Alligevel udgiver den sig for at være en smartphone med Android og er også en smartphone med adgang til apps og spil fra Play Store. Derfor giver vi den karakterer som altid i vores test, så man kan se, hvordan den klarer sig i forhold til almindelige smartphones. Karaktererne skal dog tages med et gran salt, da det er en mobil, der henvender sig til en bestemt målgruppe med fokus på funktioner, som alle andre ikke har behov for.
Doro 8050 scorer dårlig samlet karakter, men for målgruppen er der helt klart nogle gode funktioner, der gør den værd at kigge på.
Doro 8050 – bedømmelse
- Design & Materiale: 4/10
- Brugervenlighed: 3/10
- Batterilevetid: 4/10
- Skærm: 3/10
- Kamera: 2/10
- Hastighed i brugerflade: 2/10
- Datahastighed: 5/10
- Spiloplevelse: 5/10
- Antennekvalitet: 7/10
- Samtalekvalitet: 9/10
Samlet karakter: 44/100
Test af Doro 8050
Design og materialer
Formatet på Doro 8050 er faktisk fint. Skærmen har god størrelse på 6 tommer og både mål og vægt god. Dog er den bygget i noget glatte materialer, hvilket kan drille ældre mennesker, der måske ikke er så sikre på hænderne mere. Min farmor på 94 år synes i hvert fald ikke så godt om det glatte materiale. Man kan dog købe et cover, der giver et mere sikkert greb.
Et cover, der beskytter mod fald er i det hele taget nok praktisk målgruppen taget i betragtning.
På siden af telefonen sidder to taster til at justere lysstyrken. De virker faktisk ikke så ældrevenlige. De er ret små og sidder tæt ind på telefonen – de er svære at mærke, når man rører dem og
Se også: Telefoner med bedst design
Skærm
Skærmen har opløsning på 1.440 x 720 pixel, hvilket jeg synes er for lidt. Skærmen burde have været skarpere og bedre at se på. Fuld HD-opløsning er bedre på denne skærmstørrelse.
Skrift vist på skærmen og tastaturet kan justeres i størrelse og tekst, der viser på skærmen, kan blive læst op. Det er ikke unikt for Doro 8050, men det er ikke at kimse af af den grund.
Skærmen er oplyst til at være optimeret til svagtseende. Det er dog svært at se, hvordan den tilpasning er udover, at man kan ændre på skriftstørrelse for eksempel.
Se også: Sammenlign mobiltelefoner med de bedste skærme
Brugervenlighed
Der er ikke fingeraftryksscanner på telefonen. Det havde ellers været en praktisk funktion for nogle ældre personer – så slipper man for at skulle huske på en kode i det daglige. Dog er der noget med, at ældres fingeraftryk er mindre pålidelige end yngre menneskers, så måske det blot ville irritere.
Dog kan man holde telefonen låst op med funktionen Smart Lock. Er telefonen registreret på kroppen, på et sikkert sted (for eksempel adressen for ens bolig eller er koblet til en anden enhed, så kan telefonen være låst op så længe.
En væsentlig grund til at købe en telefon som Doro 8050, kan være Response by Doro. Det er en tjeneste, der er udviklet for at give bedre tryghed for både den ældre og pårørende.
Alarmknappen på bagsiden er en del af Response by Doro og er en super fin detalje i forhold til at give den ekstra sikkerhed. Holder man knappen inde, sendes en alarm til alle svarpersoner. Falder den ældre eller på anden måde kommer i en udfordret situation, kan man altså let sende en alarm ved at trykke på knappen. Det kræver dog, at man har mobilen inden for rækkevidde.
Fjernassistance er også en mulighed. Så kan andre få adgang til telefonen på afstand.
Doro har også tilføjet en særlig Indstil-app. Her er genveje til ens alarmer, opret forbindelse til netværk, aktiver bluetooth eller ens geolokalisering og endelig er der genvej til at tilpasse startside. Startsiden kan tilpasses med baggrunde, widgets og appvisning.
Der er også en app, der hedder Vis. Her får man adgang til beskeder, mails, opkaldshistorik, billeder og videoer, kontakter i telefonbogen, kalender, noter, placering, apps installeret på telefonen og ens oplysninger på telefonen. For almindelige brugere er disse genveje overflødige men for ældre uvante mobilbrugere virker det som en god måde at samle den slags indgange til telefonen på.
Hastighed i brugerflade
Brugerfladen er Android med nogle egne tilføjelser fra Doros side. Telefonen er udstyret med en Qualcomm QM215 processor. Telefonen har 16 GB lagerplads, men selve systemet optager 7,5 GB og apps, der ikke kan fjernes, fylder 2,5 apps. Inden jeg får telefonen taget i brug, er der under 6 GB lagerplads tilbage. Der er dog plads til hukommelseskort.
Generelt skeler jeg ikke så meget til, hvilken type processor, der er i en mobil – bare den giver en hurtig og god brugeroplevelse. Det gør Qualcomm QM215 ikke rigtig. Desværre er det en langsom brugerflade og jeg tror, at den kan drille mange ældre, der ikke har tålmodighed til det med telefoner. Almindelige mobilbrugere vil i hvert fald ikke acceptere det.
Slår man Animationer fra i Indstillinger, hjælper det dog en del på det – men ikke helt nok.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Batteri
Batterikapaciteten er ikke oplyst, men batteriet rækker formentlig til 2-3 dages brug på en opladning for målgruppen. Bruger jeg den som jeg normalt gør, rækker den til knap en dags brug.
Se også: Mobiltelefoner med bedst batteritid
Kamera
Der sidder et kamera på bagsiden med 13 megapixel. Det tager okay billeder, men er formentlig ikke et kamera, der for alvor bliver taget i brug.
Kameraet på bagsiden er på 13 megapixel. Landskabsbilleder er okay, når man ikke zoomer ind – hverken mens man tager billeder eller efter det er taget. Makrobilleder og portrætbillede magter den ikke rigtig – for eksempel kan den ikke fokusere på kuglerne i forgrunden på billedet herunder. Forgrunden er sløret, mens baggrunden er skarp. Det skulle have været omvendt.
Billeder i mørke omgivelser volder telefonen store problemer. Her er rummet lidt lysere end normalt, når vi tester kameratelefoner i mørke, men billedet er næsten helt mørkt alligevel.
Selfies klarer den faktisk okay, om end den ikke kan sløre baggrunden.
Se også: De bedste kameramobiler
Datahastighed
Doro 8050 kommer med 4G og det er helt i orden for en mobil som denne. Når først de ønskede apps og spil er installeret, klarer den fint de daglige internetting som at surfe og hente data til for eksempel vejr-apps.
Se også: Hurtige mobiler på nettet
Spil
Baseret på den dårlige oplevelse med hastigheden i brugerfladen, frygtede jeg for gaming-oplevelsen. Mange ældre vil faktisk gerne spille for at få tiden til at gå – hvorfor ikke på på en mobil? Jeg gik all in med Call of Duty, der er et tungt og krævende spil. Overraskende nok klarede telefonen det spil rigtig fint.
Den var lidt træg om at gå i gang, men da jeg skulle spille selve spillet, var der ingen problemer faktisk. Skærmen er naturligvis ikke så skarp og detaljeret, men spillet hakker faktisk ikke, når jeg spiller. Mere simple spil klarer den naturligvis også fint nok.
Se også: Bedste mobiler til spil
Antennekvalitet
Antennekvaliteten er udmærket takket være en mobil med fornuftig sar-værdi på 0,52 W/kg. Det gør, at den vil være ret pålidelig på mobilnettet – også steder med dårlig mobildækning.
Den fornuftige antennekvalitet betyder også, at batteriet ikke skal bruge unødigt kraft på at pinge efter mobilsignalet. Havde antennekvaliteten været dårligere, ville det også have påvirket telefonens ydeevne.
Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne
Samtalekvalitet
Lyden til samtaler er høj og tydelig – en fordel for hørehæmmede. På almindelige smartphones kan du skrue op for lyden.
Men det er ikke sikkert, at det er nok, forklarer Doro: “Hvis du er ude i trafikken eller befinder dig i en større forsamling. Doro 8080 er udviklet specielt til ældre ører. Den har høje, tydelige signaler og ekstra stærke vibrationer. Den forstærker de høje frekvenser, som er de første, der bliver svære at høre, og filtrerer baggrundsstøjen fra. Hvis du bruger høreapparat, vil du opleve en stor forskel, fordi lyden overføres uden forstyrrelser”.
Doro 8050 er værd at gå efter, hvis man har problemer med hørelsen.
Se også: Mobiltelefoner med god samtalekvalitet
Pris på Doro 8050
Doro 8050 har en pris fra 1.800 kroner. Den kan kun købes uden abonnement.
Konklusion
I vores konklusion for Doro 8050 tager vi hensyn til målgruppen for mobilen. Vi har dog også testet den i forhold til normal praksis og givet den karakter i henhold til den måde, vi normalt tester telefoner på. Det skyldes som sagt, at den også vil være en smartphone med smartphone-oplevelser.
Det slipper den generelt ikke super godt fra. Tværtimod er den en dårlig telefon for de fleste almindelige brugere. For målgruppen kan den dog sagtens være værd at købe. Tryghedsalarmen, fjernassistance, overskuelige genveje til apps og funktioner og forbedret lyd sidder lige i skabet til målgruppen.
Dog synes jeg det er ærgerligt, at skærm og hastighed i brugerflade ikke er prioriteret højere. Er man på udkig efter en telefon, der er optimeret til ældre, men hvor man ikke har brug for for eksempel en tryghedsalarm eller fjernassistance, så er der andre bedre alternativer at finde blandt almindelige smartphones. Mange telefoner har mulighed for en simpel brugerflade, der er lettere at benytte. Samtidig har de en hurtigere brugerflade, der vil give en bedre oplevelse.
For
- Tryghedsalarm
- Fjernassistance
- Lyden
- Genveje
Imod
- Skærmen
- Hastighed i brguerflade
- Kamera