Test og anmeldelse af OnePlus 6T: God, men ikke meget nyt under solen
OnePlus 6T kommer kun få måneder efter, at OnePlus 6 ramte butikkerne og det er småt med de helt store afgørende nyheder og det er ikke alle nyheder, der er lige vellykkede. Læs vores test og anmeldelse af OnePlus 6t.
OnePlus 6T – bedømmelse
Design & Materiale: 8/10
Brugervenlighed: 7/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 9/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 9/10
Antennekvalitet: 3/10
Samtalekvalitet: 6/10
Samlet karakter: 77/100
Se også: Priser på OnePlus 6T
Læs hele vores store test og anmeldelse af OnePlus 6T herunder. Men først nogle billeder, vi har taget af OnePlus 6T.
Test og anmeldelse af OnePlus 6T
Her under kan du læse vores test af OnePlus 6T, hvor vi ser nærmere på 10 af de vigtigste kategorier på en mobil.
Test af OnePlus 6T – Design
Umiddelbart ligner 6T forgængeren meget, men den føles faktisk mere velbygget og rarere i hånden. Den er bygget i glas på front og bagside og holdes sammen af en almumiumsramme. Telefonen er 8,2 mm tyk og vejer 185 gram, hvilket grundlæggende er standard blandt denne type high mobiler.
Den meget lille notch på fronten giver den et karakteristisk design sammenlignet med telefoner som Samsung Galaxy Note 9 og Huawei Mate 20 Pro – i hvert fald når skærmen er tændt.
Se også: Mobiltelefoner med bedst design og materialer
Test af OnePlus 6T – Brugervenlighed
OnePlus har altid haft fokus på høj brugervenlighed – det er noget, de fokuserer meget på, når de lancerer nye telefoner. Der er dog kommet lidt grus i maskineriet. For eksempel er jackstik-indgangen væk og der er ingen LED notifikation – der følger dog jackstik-adapter med, hvis man absolut ikke kan leve uden at kunne bruge sit kablede headset med 3,5 mm jackstik.
Ellers skal man lige bruge lidt tid på at vænne sig til de nye gestures, men når de sidder i fingerene, så fungerer de virkelig godt til at navigere rundt i mobilen – det føles lækkert og smart. Brugerfladen Oxygen OS er generelt super hurtig og er grundlæggende stock Android uden større og irriterende tilføjelser.
Fingeraftryksscanneren er lagt ind i skærmen og den har mødt kritik for at være upålidelig. Personligt har jeg kun oplevet den som hurtig og pålidelig. Ikke helt så hurtig måske som en almindelig fingeraftryksscanner, men hurtig nok til at det ikke generer i dagligdagen. Generelt bruger jeg dog bare Face Unlock til at låse telefonen op – den er lynhurtig.
Manglen på trådløs opladning trækker ned på brugervenligheden i min bog. Jeg har en trådløs oplader-dock, hvor min mobil står og det er ganske enkelt bare super praktisk. Nogle vil også finde det ærgerligt, at LED notifikation er fjernet.
Se også: Brugervenlige mobiltelefoner
Test af OnePlus 6T – Batterilevetid
Det er tiltrængt, at OnePlus smider batteri med mere kapacitet ind i en mobil – 3.700 mAh er okay kapacitet, selvom skærmen er meget stor og højt opløst. Jeg får batteri til godt en dags tid – batteritiden kunne have været bedre, hvis OnePlus fokuserede mere på bedre antennekvalitet.
Der er lynopladning og den medfølgende oplader er rigtig hurtig til at lade op. Det tager cirka 30 minutter at lade fra 0-53 procent – det er rigtig fint.
Se også: Telefoner med lang batterilevetid
Test af OnePlus 6T – Skærm
Skærmen på 6,4 tommer er stor og flot – sådan skal det være. Der er tale om AMOLED-skærm med fuld HD opløsning og skærmen er skarp med gode klare farver. Skærmen reagerer godt på tryk – hurtigt og præcist.
Den lille notch – eller hak på dansk – er gjort meget lille. Det pynter egentlig ikke nødvendigvis visuelt, men giver den et karakteristisk look i forhold til telefoner med stort notch.
Som en verdensnyhed har OnePlus 6T Gorilla Glass 6, der er to gange mere hårdfør end Gorilla Glass 5, der er på alle andre high end mobiler. OnePlus gjort meget lidt ud af dette ved lanceringen, måske af frygt for at der ville dukke mange videoer op på YouTube med smadrede skærme, fordi folk ville teste det, hvis de slog det for stort op.
Se også: Mobiltelefoner med gode skærme
Test af OnePlus 6T – Kamera
Lige som forgængeren har OnePlus 6T dual kamera med 16 og 20 megapixel samt blænde F/1.7. Der er både optisk og elektronisk billedstabilisering og kameraet performer godt, særligt når lyset er godt.
Billeder taget i mørke har fået ekstra fokus fra OnePlus’ udviklere og man kan tage nogle habile billeder i mørke uden brug af fotolys, men den mangler stadig noget for at kunne matche Samsung Galaxy Note 9 og Huawei Mate 20 Pro.
Herunder kan du se billeder taget med OnePlus 6T.
OnePlus 6T – test af kamera: Klassisk landskabsbillede med mange gode og skarpe detaljer i både de lyse og mørke dele af billedet. Farverne er naturtro og generelt godt.
OnePlus 6T – test af kamera: Makrobillede, hvor baggrunden er sløret. Oneplus 6T men som på forgængeren kunne jeg godt tænke mig mere sløring i baggrunden og jeg savner muligheden for at kunne justere sløringsgraden manuelt efter billedet er taget. Farverne er dog fine og der er god skarphed på figurerne.
OnePlus 6T – test af kamera: Taget i meget mørkt rum uden brug af fotolys. Blænden er på F/1.7, hvilket er lavt, men ikke rekord lavt. Vi kan fint se, hvad motivet forestiller og farverne er tydelige, men billedet er ikke helt så skarpt som på de bedste telefoner og selvom farverne er tydelige nok, så er de ikke korrekte. Særligt tydeligt er det på den orange figur, der er alt for lys. Under billedet kan du se, hvordan 6T klarer sig over for Samsung Galaxy Note 9 og Huawei Mate 20 Pro i mørke.
OnePlus 6T – test af kamera: Taget i meget mørkt rum med brug af fotolys. Fotolyset på telefonen skydes fint af og der er gode detaljer og fine farver på billedet.
OnePlus 6T – test af kamera: Portræt. Med dual kameraet i OnePlus 6T følger en særlig portræt-funktion til at gøre ansigtet skarpt og slør baggrunden. Igen ser vi dog, at sløringen ikke er så kraftig, men der er til gengæld ingen mærkelige uskarpheder som det kan være tilfældet på andre telefoner. Himlen i baggrunden er dog brændt for meget ud.
OnePlus 6T – test af kamera: Selfie. Selfie-kameraet er bokeh-funktion, der fungerer fint. Den blå farve på skjorten gengives fint, men ansigtet fremstår meget blegt – i hvert hvert fald mere blegt end i virkeligheden.
Se også: De bedste kameramobiler
Test af OnePlus 6T – Hastighed i brugerflade
OnePlus har altid lavet mobiltelefoner med effektive og hurtige brugerflader og OnePlus 6T følger naturligvis den trend. Android 9, Oxygen OS, Snapdragon 845 og enten 6 eller 8 GB RAM giver en lynhurtig brugerflade. Spil og andre tunge apps starter hurtigt op.
Mindste hukommelsen er på 128 GB mod tidligere 64 GB og man kan også få den med 256 GB hukommelse indbygget. Det er rigeligt med hukommelse for langt de fleste, også selvom du har mobilen i 2-3 år.
Se også: Telefoner med hurtig brugerflade
Test af OnePlus 6T – Datahastighed
Med 4G Cat 16 får man en mobil med 1 Gbit/s til det mobile internet. Det er naturligvis rigeligt for alle.
Den dårlige antennekvalitet kan dog betyde svingende hastigheder eller at du måske mister opkoblingen helt på steder, hvor andre telefoner holder forbindelsen. Opholder du dig på steder med god dækning, så har du rigeligt med fart på internettet til streaming af musik og video.
Se også: Mobiltelefoner med hurtigt internet
Test af OnePlus 6T – Spil
OnePlus 6 har en særlig gaming mode eller spilletilstand. Får du et opkald, mens du spiller, kan du automatisk sende opkaldet til højtaleren, så du kan spille videre, mens du taler. Du kan blokere for meddelelser på skærmen, deaktivere automatisk lyysstyrke, og begrænse andre apps brug af netværket når du spiller. Det fungerer godt med de her ting.
Gaming Mode har også en batterisparefunktion, der reducerer batteriforbruget ved at sænke opløsningen på spillet. Det fungerer dog ikke så godt med grafiske spil, hvor man bevæger sig hurtigt, men til simple spil er det okay.
Den store skærm og kraftfulde motor gør også, at spil bliver en skøn oplevelse på OnePlus 6T, men man skal være opmærksom på batteriforbruget, når man spiller – kombineret med en dårlig antenne, kan det hurtigt koste batteri.
Se også: De bedste mobiltelefoner til spil
Test af OnePlus 6T – Antennekvalitet
OnePlus 6T har høj sar-værdi på 1,34 w/kg. Det er faktisk noget højere end selv iPhone. Derfor vil du kunne opleve, at forbindelsen kan svigte mere på steder med dårlig mobildækning.
Hidtil har jeg ikke oplevet problemer i København, hvor jeg har opholdt mig i testperioden, men udenfor byområder og steder med dårlig mobildækning, kan du opleve problemer.
Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet
Test af OnePlus 6T – Samtalekvalitet
Antennen er ikke af den højeste kvalitet, men jeg oplever nu faktisk alligevel ikke knas på linjen, når jeg taler. OnePlus 6T har WiFi opkald og VoLTE og det bliver understøttet af de danske teleselskaber, har vi fået bekræftet.
Særligt wifi opkald giver mulighed for at få forbedret dækning, hvor mobildækningen er dårlig – enten uden for de større byer eller i bygninger af beton og med miljøvenlige vinduer, der typisk blokerer for mobilsignalet. Det kræver dog, at man kan koble sin mobil på en wifi forbindelse, men det kan man de fleste steder.
Så selvom antennekvaliteten ikke er god på OnePlus 6T, så kan man altså alligevel godt få god lyd til samtaler.
Se også: Mobiltelefoner der er gode at tale i
Test af OnePlus 6T – Pris
OnePlus 6T har en vejledende pris fra 4.199 kroner for 128 GB versionen, 4.499 for 128 GB versionen og 4.799 for 256 GB versionen. 6T er dermed kun 300 kroner dyrere for den billigste version sammenlignet med forgængeren.
Den største version med 256 GB er kun 100 kroner dyrere end OnePlus 6 med 256 GB. Det er skønt, at prisen ikke stiger med op mod 1.500 kroner, som vi har set hos andre mobilproducenter.
Konklusion
OnePlus 6T understreger, at der er forskel i kvalitet på en mobil til godt 4.000 og 6-.7.000 kroner. Det skal der også være. Spørgsmålet er så, om forskellen er så stor, at man bør bruge mange flere penge få den bedst mulige mobil. Det synes jeg ikke nødvendigvis. Til prisen er OnePlus 6T bestemt værd at anbefale og leverer grundlæggende rigtig høj kvalitet på flere væsentlige punkter.
Den høje sar-værdi og dårlige antennekvalitet er nok den mest væsentlige årsag til at vælge en model som Huawei Mate 20 Pro eller Samsung Galaxy Note 9, der har betydeligt bedre antennekvalitet. Opholder du dig mest i byområder med god dækning, klarer du dig nok med antennekvaliteten på OnePlus 6T, men bor du uden for de større byer, bør du overveje en anden mobil end 6T.
Se også: Sammenlign de bedste mobiltelefoner
For:
- Hastighed i brugerfladen
- Flot skærm
- Gaming-mode
- Prisen
Mod:
- Mangler trådløs opladning
- Antennekvaliteten
- Kameraet underpræsterer sammenlignet med de bedste
Test af OnePlus 6T – specifikationer og funktioner
- Mål: 157,5 x 74,8 x 8,2 mm
- Vægt: 185 gram
- System: Android 9.0 / Oxygen OS
- Processor: Snapdragon 845, otte kerner
- Skærm: 6,41 tommer, 2.340 x 1.080 pixel, 19,5:9 format, Gorilla Glass 6
- RAM: 6 GB /8 GB
- Indbygget hukommelse: 128 GB /256 GB
- Batteri: 3.700 mAh
- Datahastighed: 1 Gbit/s (4G)
- Kamera: Dual kamera med 16 og 20 megapixel begge med blænde F/1.7, fasedetektion autofokus, OIS, fotolys, HDR og panorama
- Frontkamera: 16 megapixel, blænde f/2.0, EIS
- Video: 4K
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- Bluetooth 5.0
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af OnePlus 6T
Sidste tilføjelse til historien
Siden redaktionen publicerede denne fortælling er der kommet nyt i sagen. Steen Jørgensen har bragt sagen videre. Efterfølgende d. 2/11/2018 publicerede vi en vinkel på Hvor god er natfunktion på OnePlus 6T? Sammenligning med Samsung Galaxy Note 9 og Huawei Mate 20 Pro – Forstættelsen i sagen kan læses her. Se også seneste nyt om emnet her.