Huawei P20 Pro vs iPhone X (10): Hvilken er bedst?
Huawei er nu verdens 2. største mobilproducent på globalt plan efter at have forvist Apple et trin ned af podiet. Men hvem har den bedste topmodel af de to selskaber? Se vores test og guide + de bedste priser: Huawei P20 Pro vs iPhone X (10).
iPhone X var et stort skridt for Apple og Huawei P20 Pro står også som en milepæl for Huawei – begge telefoner er de respektive selskabers nyeste og bedste. Samtidig har der været en interessant kamp mellem de to mobilproducenter: Huawei har længe ligget lige under Apple, når det gælder antal solgte smartphones, men alt pegede på, at det ville tippe her i 2018, hvilket det da også gjorde i 2. kvartal, hvor Huawei solgte markant flere smartphones på globalt plan end Apple.
Men hvilken af de to mobilproducenter har så den bedste mobil: Er det Huawei med P20 Pro eller Apple med iPhone X (10)? Det satte vi os for at granske nærmere.
Specifikationer på Huawei P20 Pro og iPhone X (10)
Inden vi ser nærmere på, hvordan telefonerne er i praksis, så lister vi først de vigtigste specifikationer for de to telefoner.
Se også: Sammenlign mobiltelefoner med mobiltool
Huawei P20 Pro – specifikationer og funktioner
- Mål: 155 x 73,9 x 7,8 mm
- Vægt: 180 gram
- System: Android 8.0
- Processor: Kirin 970, otte kerner
- Skærm: 6,1 tommer, 2.244 x 1.080 pixel, Corning Gorilla Glass 5
- RAM: 6 GB
- Indbygget hukommelse: 128 GB, ikke plads til hukommelseskort
- Batteri: 4.000 mAh
- Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G)
- Kamera: 40 megapixel / 20 megapixel / 12 megapixel, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.6
- Frontkamera: 24 megapixel, f/2.0
- Video: 4K, super slow motion med 960 billeder i sekundet
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af Huawei P20 Pro
iPhone X – specifikationer og funktioner
- Mål: 143,6 x 70,9 x 7,7 mm
- Vægt: 174 gram
- System: iOS 11
- Processor: Apple A11 Binoic, 6 kerner
- Skærm: 5,8 tommer, 2.436 x 1.125 pixel, skarphed 458 ppi, 3D touch
- RAM: 3 GB
- Indbygget hukommelse: 64/256 GB, ikke plads til hukommelseskort
- Batteri: 2.716 mAh
- Datahastighed: 600 Mbit/s (4G)
- Kamera: Dual kamera 12 megapixel, autofokus, fotolys, blænde f/1.8, OIS, HDR, Live Photo, dual-LED, Dual tone
- Frontkamera: 7 megapixel, blænde f/2.2, HDR, Ansigtsgenkendelse
- Video: 4K (2.160p), frontkamera med fuld HD, slowmotion video med 240 fps
- Tilslutninger: USB, Bluetooth 5.0, Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja (kun bruges til Apple Pay)
Se også: Test af iPhone X
Duel og test: Huawei P20 Pro vs iPhone X (10)
Huawei P20 Pro vs iPhone X – design
Der skete en del med designet på iPhone X i forhold til forgængerne. Det var den første med 19,5:9 format og skærm på 5,8 tommer og den meget omdiskuterede notch eller hak, som andre Android-producenter har kopieret i stor stil. Den er betydeligt mindre end andre iPhones, selvom den har større skærm på grund af skærmformatet. Designet er udmærket og materialerne i glas og på front og bagsiden samt ramme i metal fungerer godt.
Apple fjernede Touch ID til oplåsning med fingeraftryk og gik all in på Face ID, altså ansigtsscanning til at låse telefonen op. Det fungerer godt og ved at fjerne knappen til Touch ID kunne Apple gøre telefonen endnu mere stilren. iPhone X er IP67 certificeret og skulle kunne klare vand ned til 1,5 meter i 30 minutter. Den kommer i farverne Space Gray og sølv.
Huawei P20 Pro kommer i den ret vilde farve Twilight og det skiller den markant ud fra iPhone X.Det er en flot farve, men nok ikke for alle – derfor kommer den også i andre mere almindelige farver, særligt midnight blue er rigtig flot.
Fingeraftryksscanneren sidder på fronten under skærmen – skærmen har en lille notch, indhak, øverst hvor selfie-kamera og sensorer sidder.
P20 Pro er meget velbygget og også vandtæt. P20 kan virke lidt klodset størrelsesmæssigt i forhold til iPhone X, men den har så også en større skærm.
Se også: Telefoner med bedst design
Huawei P20 Pro vs iPhone X – Skærmen
Huawei P20 Pro har en 6,1 tommer AMOLED skærm med 2240 x 1080 pixel og 18.7:9 skærmformat. Skærmen fylder 82 procent af fronten og den har skarphed på 408 ppi. Lysstyrken er på 461 nits. Det er alt i alt en flot skærm med rigtig gode farver og høj skarphed og den reagerer rigtig godt og hurtigt på tryk.
Skærmen på iPhone X er på 5,8 tommer og udnytter fronten en anelse bedre til skærmen – den fylder 82,9 procent af fronten. Den har opløsningen 2.436 x 1.125, 19,5:9 skærmformat og skarphed på 458 pixel – der er i øvrigt tale om en Super AMOLED-skærm. Skærmen på iPhone X har lysstyrke på 634 nits. Jo højere nit-tal desto krafitgere lysstyrke i skærmen og det betyder, at man lettere kan se, hvad der står på skærmen på iPhone X i direkte sollys.
I praksis er der stort set ingen forskel i kvalitet, når man taler opløsning og skarphed, men den noget kraftigere lysstyrke i iPhone X kan være en fordel, hvis man er meget uden for – til gengæld er skærmen på P20 Pro større. Skærmeksperter mener, at iPhone X har den bedste farvekalibrering, men i praksis er det nærmest umuligt at se forskel ved almindeligt brug.
Se også: Mobiltelefoner med bedst skærm
Huawei P20 Pro vs iPhone X – Processor og brugerflade
P20 Pro er udstyret med Huaweis egen top-processor Kirin 970 med Mali-G72 MP12 til grafik. Den har 6 GB RAM og 128 GB indbygget hukommelse – der er ikke plads til hukommelseskort. P20 Pro har Android 8 Oreo med EMUI 8 trukket hen over. EMUI 8 er smart med mange gode funktioner, der giver god værdi i dagligdagen og brugerfladen er ekstremt hurtig.
iPhone X kommer med 64 GB eller 256 GB hukommelse og har ikke plads til hukommelseskort. Den har Apples egen kraftfulde A11 Bionic processor og 3 GB RAM og har iOS 11 fra start. Man skal ikke lade sig skræmme af, at iPhone X kun har 3 GB RAM: brugerfladen er lige så ekstremt hurtig som på P20 Pro. iOS er dog ikke så simpel skruet sammen som tidligere – i dag kan man bevæge sig rundt i brugerfladen på mange forskellige måder.
Begge telefoner har lynende hurtige brugerflader, så det er op til ens smag og behag, hvilket styresystem man foretrækker.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Huawei P20 Pro vs iPhone X – Batteri
Når det gælder batteritid, er vinderen klar. Huawei P20 Pro har batteri på 4.000 mAh og lynopladning med den medfølgende oplader. P20 Pro bruger 1 time og 28 minutter på at lade op fra 0-100 procent. Batteritiden er lang, to dages brug, hvis du ikke er alt for hardcore bruger – det skyldes både det kraftige batteri og meget smart batterioptimering.
iPhone X har batteri på 2.716 mAh og understøtter også lynopladning. Den medfølgende oplader understøtter desværre ikke lynopladning, så sådan en oplader skal man selv købe – den koster 4-500 kroner. Det er uforståeligt, at der ikke følger en lynoplader med i æsken til iPhone X, der trods alt har en vejledende pris fra 8.899 kroner. iPhone X bruger over tre timer på at lade op fra 0-100 procent, når man bruger den oplader, der følger med i æsken.
I starten kunne batteriet på iPhone X række til en dags brug, men efter længere tids brug er der brugere, der er begyndt at beklage sig over, at de skal lade den op igen tidligt på aftenen, selvom den var fuldt opladet om morgenen.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Huawei P20 Pro vs iPhone X – Kamera
Huawei P20 Pro er verdens første telefon med tre kameraer på bagsiden og de er udviklet sammen med Leica. Der er et 40 megapixel med blænde F/1.8,, et med 20 megapixel og blænde F/1.6 og det tredje er på 8 megapixel med blænde F/2.4.
Derudover er der 3 x optisk zoom , optisk billedstabilisering, HDR og så videre
iPhone X har dual kamera, begge på 12 megapixel – det ene har blænde på F/1.8, mens det andet er på F/2.4. Der er optisk billedstabilisering, fasedetektionautofokus, 2 gange optisk zoom og HDR. Det har også en særlig lysindstilling til portrætbilleder, men ofte er indstillingen besværlig at få til at tage rigtig flotte billeder.
Begge telefoner tager generelt virkelig flotte billeder, men Huawei P20 Pro klarer sig bedst, særligt i mørke og hvis man vil zoome ind.
Se også: Mobiltelefoner med bedste kamera
Huawei P20 Pro vs iPhone X – Datahastighed og antenne
P20 Pro har 4G med hele 1,2 Gbit/s og en sar-værdi på 1,02 W/kg. Til sammenligning har iPhone X 4G med 600 Mbit/s og sar-værdi på 0,92 W/kg. P20 Pro er med andre prd langt mere fremtidssikret til at gå på nettet med dobbelt så høj teoretisk hastighed.
Til gengæld er antennekvaliteten på papiret en tand bedre på iPhone X: Jo lavere sar-værdi desto bedre antennekvalitet. Begge telefoner har dog forholdsvis høje sar-værdier. Høje sar-værdier er lig med høj mobilstråling, men forskningen viser, at man ikke skal være bekymret over mobilstråling – der er i hvert fald ingen dokumenteret kræftfremkaldende effekt, som man har diskuteret. Det er nærmere forbindelsen til mobilnetværket, der kan påvirkes. Personligt har jeg ikke oplevet nævneværdige problemer med antennekvaliteten og samtalekvaliteten på de to modeller her i Danmark, hvor mobildækningen generelt er god.
Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne
Huawei P20 Pro vs iPhone X – konklusion og pris
Hvilken brugerflade man er til afhænger formentlig af vane og smag & behag. Begge telefoner har gode og effektive brugerflader. Designmæssigt er iPhone X lidt mere elegant, men når det gælder kamera og batteri, så er der ingen diskussion om, at P20 Pro er klart bedst.
Den større skærm tæller også ud til P20 Pros fordel. Grundlæggende er P20 Pro den bedste mobil af de to. Drager man prisen ind i ligningen, så kan man slet ikke diskutere, hvilken mobil der giver mest for pengene. Det gør P20 Pro naturligvis – der er en verden til forskel.
Den laveste pris på iPhone X er på 8.269 kroner, hvor man får et abonnement med i prisen i en måned. Huawei P20 Pro har en pris fra 4.105 kroner med abonnement i én måned. Kort summeret op: Huawei P20 Pro koster det halve af iPhone X og er samtidig bedre.