samsung galaxy note 9 s pen 3

Test af Samsung Galaxy Note 9 – voldsom på alle ledder og kanter

Samsung Galaxy Note 9 har det aller ypperste inden for mobile teknologier og funktioner på de fleste punkter og enkelte steder er den også decideret unik. Alligevel er den ikke for mainstream-køberen – den er for dem, der har særlige behov og som kan se i gennem fingre med størrelsen og prisen. Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Jeg var meget begejstret for Galaxy Note 8, da den kom sidste år. Måske det lidt skyldtes skuffelsen efter Note 7, der som bekendt blev trukket helt ud af markedet på grund af batteriproblemer – Note 8 var i hvert fald fremragende, om end prisen var voldsom for en Android-mobil med 7.749 kroner som vejledende pris. Galaxy Note 9 er også fremragende og kommer med et par interessante og vedkommende forbederinger sammenlignet med Note 8. Prisen er kun 100 kroner højere end på forgængeren med 7.849 som vejledende pris (man kan dog købe den fra cirka 7.100 kroner).

Men Galaxy Note 9 er en speciel mobil og skal du have fuld udnyttelse af alle funktioner og 100 procent smæk for skillingen, så skal  du have nogle ret specifikke behov med din mobil. Læs vores test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Samsung Galaxy Note 9 – bedømmelse

Design & Materiale: 8/10
Brugervenlighed: 7/10
Batterilevetid: 10/10
Skærm: 10/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 9/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 8/10
Samtalekvalitet: 9/10
Samlet karakter: 91/100

Se også: Bedste pris for Samsung Galaxy Note 9

Læs hele vores store test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 herunder. Men først nogle billeder inden vores store test.

samsung galaxy note 9 design 6

samsung galaxy note 9 design 6

samsung galaxy note 9 design 6

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9

Herunder kan du læse vores store test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9, hvor vi som sædvanlig ser nærmere på 10 af de vigtigste punkter på en mobil for at fælde dom over den.

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – design

Vi er vant til at mobiltelefoner får større og større skærme og selvom mange nye telefoner har 18:9 format, der er med til at holde telefonernes fysiske størrelse lidt i ave, så bliver selve telefonerne også større. Det gælder også Samsung Galaxy Note 9.

Den er betydeligt større end mobiltelefoner som Huawei P20 Pro og iPhone X og vejer også noget mere. Den er for eksempel 18 millimeter længere end iPhone X, hvilket syner af meget, når man har telefonerne ved siden af hinanden. Vægten på Galaxy Note 9 er 201 gram, mens P20 Pro vejer 180 gram og iPhone X 174 gram. Isoleret set er det måske ikke de vilde vægtforskelle, men det viser i hvert fald, at Note 9 er en stor mobil.

ihpone x vs huawei p20 pro vs samsung galaxy note 9

iPhone x vs Huawei P20 Pro vs Samsung Galaxy Note 9

Men den er godt bygget med flot design og dejlige materialer. Vandtæt er den også ned til 1,5 meter i 30 minutter. S-Pennen er gul og stikker meget ud i forhold til den mørke blå farve på selve telefonen – Note 9 kommer også i en sort variant i Danmark. Man lægger selvfølgelig mærke til den hidsige gule farve på pennen, men jeg havde personligt foretrukket samme blå farve som på mobilen.

samsung galaxy note 9 design 6

Se også: Telefoner med bedst design

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Brugervenlighed

Galaxy Note 9 er ikke en mobil for dig, hvis du bare altid skal kunne betjene den med én hånd. Det er praktisk talt umuligt at nå mere end den nederste halvdel af skærmen, når man kun betjener den med én hånd. Det er dog muligt at “skrumpe” skærmen ned i det ene hjørne, så selve skærmfladen bliver mindre og dermed lettere at benytte med én hånd. Funktionen lyder smart på papiret, men i praksis bliver den sjældent brugt – ikke af undertegnede i hvert fald.

Fingeraftryksscanneren er placeret under kameraet og ikke ved siden af som på Note 8 – det gør den både lettere at bruge og samtidig undgår man at fedte kameraoptikken til. Men faktisk bruger jeg slet ikke fingeraftryksscanneren. Jeg bruger funktionen Intelligent Scanning – ikke helt så sexet et udtryk som Face ID på iPhone – men den fungerer godt. Det fungerer ved, at telefonen både bruger ansigtsgenkendelse og irisscanner til at låse telefonen op med. Det skulle give højere sikkerhed end, hvis man blot bruger en af funktionerne. Intelligent Scanning virker også fint i mørke.

Telefonen har i det hele taget en stramt designet brugerflade med stort set ingen af Samsungs egne apps eller widgets til at genere på startskærmene og telefonen er lynende hurtig at bevæge sig rundt i, hvilket er godt for brugervenligheden.

S-Pennen er det unikke aftryk på Note 9 og den er blevet forbedret på flere punkter. Den kommer med bluetooth og kan for eksempel bruges til at udløse kameraet med på afstand. Funktionen har jeg allerede haft behov for til et familiebillede til børnenes skole og det fungerede super smart og intuitivt. Man kan også bruge S-Pen til at bladre dokumenter og præsentationer med – smart, hvis man bruger telefonen på et stort lærred til præsentationer. Det fungerer faktisk også virkelig godt.

samsung galaxy note 9 design 6

Note 9 har også plads til hukommelseskort op til 512 GB, hvilket mange vil sætte pris på og det er også skønt, at den har 3,5 mm jackstik.

Samsung holder fast i funktionerne til edge-skærmen, hvor man kan trække en skærm frem fra siden med genveje til apps eller kontakter. Den mulighed er ærlig talt overflødig og jeg bruger den aldrig – hverken på Note 9 eller på alle de andre Galaxy-mobiler med funktionen. Den kunne Samsung godt fjerne uden de store ramaskrig vil jeg tro.

Som en sidste ting skal nævnes Samsung DeX, Samsungs tilbehør til at bruge mobilen som computer med stor skærm, tastatur og mus. Nu kan man benytte sig af funktionen kun med et kabel og ikke nødvendigvis med en DeX-pad. Det fungerer faktisk fint, men om brugerne er blevet modne til at bruge denne type tilbehør, tyder det ikke så meget på endnu. Men det virker som sagt fint og er let at gå i gang med.

Se også: De mest brugervenlige mobiler

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Batterilevetid

Endelig, fristes man til at sige, når man ser batterikapaciteten på Note 9 – 4.000 mAh er den på. Det har undret mig, at Huawei har fået lov til at køre sololøb på telefoner med 4.000 mAh siden Huawei Mate 9 Pro kom med det for to år siden, men nu bider Samsung altså fra sig og matcher denne kapacitet.

Kombineret med Samsungs egen Exynos 9810 processor, 6 eller 8 GB RAM, Android 8.1 og smarte, effektive batterioptimeringsfunktioner, så får jeg batteritid til et par dages brug med Note 9 ved almindelig brug. Den store skærm gør dog, at jeg ser mere Peaky Blinders på telefonen end på min tablet og gamer også mere end normalt, så jeg lader den nu op hver dag alligevel.

Der følger en lynoplader med i æsken til Note 9 og det er også muligt at oplade den trådløst.

Se også: Mobiltelefoner med bedst batteritid

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Skærm

Skærmen er fantastisk, lige som den var på Note 8. DisplayMate har allerede testet skærmen og kåret til den den bedste skærm på en mobil nogensinde. Lige som de gjorde med Note 8. I praksis kan jeg ikke se forskel på skærmkvaliteten på de to mobiltelefoner og den ekstra 0,1 tommer opleves heller ikke som en særlig stor forbedring.

Det skal naturligvis ikke tage noget fra skærmen på Note 9 – den er fremragende. 6,4 tommer med 2K-opløsning, Super AMOLED, HDR10, den fikse Always-On-funktion og Gorilla Glass 5. Sådan skal det gøres.

samsung galaxy note 9 design 6

Skærmen reagerer samtidig super hurtigt og præcist og er rigtig behagelig at bruge og den egner sig fortrinligt til alle former for underholdning og til alle de praktiske gøremål, man bruger en mobil til i hverdagen. Skærmen er vinduet ind til det mobile univers og man kigger på den hver gang man tager mobilen frem og derfor er det skønt med så god en skærm.

I øvrigt dejligt, at Samsung ikke er hoppet med på notch-bølgen!

Se også: Sammenlign mobiltelefoner med de bedste skærme

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Hastighed i brugerflade

Der sidder en meget kraftfuld processor i Note 9, Samsungs Exynos 9810 og med 6 GB RAM i vores testmodel og Android 8.1 oplever jeg, at Note 9 er en hurtig mobil – jeg har faktisk åbnet alle apps på min mobil, det løber alligevel op i 57 apps, og det påvirkede ikke hastigheden i brugerfladen af den grund og jeg kunne lynhurtigt skifte mellem de mange apps – også til de tungere af slagsen.

Dog skal man være opmærksom på, at det er samme processor som i S9, der kom for flere måneder siden, så det er ikke en spritny processor man får.

Du kan i øvrigt læse vores guide til, hvordan du kan give Galaxy Note 9 en endnu hurtigere brugerflade.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Kamera

Galaxy Note 9 kommer med stort set samme kamera som Galaxy S9+, hvilket vil sige dual kamera med 12 + 12 megapixel og blænde på henholdsvis F/1.5 og F/2.4. Der er kommet til software-nyheder til, blandt andet 20 scene-genkendelser til smartere og bedre autofokus og tager man et billede af en person eller personer, der har lukkede øjne, så advarer den mod det.

samsung galaxy note 9 design 6

Kameraet er fremragende i Galaxy Note 9, men det skuffer mig lidt alligevel, at de lader Huawei fremstå som den store innovator på kameradelen her i 2018 – triple kamera ser først ud til at komme med Galaxy S10.

Til video kan Note 9 optage i 4K og med super slow motion med 960 billeder i sekundet – dog stadig kun med HD-kvalitet.

Herunder kan du se billeder skudt med Galaxy Note 9.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Klassisk landskabsbillede.

test af kamera samsung galaxy note 9 landskab

Fanger farverne korrekt og billedet står skarpt og flot. Det er muligt at zoome ind med 2 gange optisk zoom og stadig bevare skarpt billede.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Makrobillede.

test af kamera samsung galaxy note 9 makro

Dual kameraet fungerer rigtig godt og man kan tage virkelig flotte makrobillede med funktionen Live Fokus, hvor baggrunden kan sløres rigtig lækkert, mens objektet i forgrunden er skarpt og meget fremhævet.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Taget i mørkt rum uden brug af fotolys.

test af kamera samsung galaxy note 9 mørke uden fotolys

Rummet er mørkt, men alligevel tager det helt uden problemer et flot billede med flotte og korrekte farver og høj skarphed.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Taget i meget mørkt rum med brug af fotolys.

test af kamera samsung galaxy note 9 mørke med fotolys

Samme mørke rum, hvor vi bruger fotolys. Fotolyset skydes godt af og farverne på figurerne er meget naturtro og billedet i det hele taget flot skarpt.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Portræt.

test af kamera samsung galaxy note 9 portræt

Live Fokus-funktionen sammen med dual kameraet fungerer virkelig godt til portrætter. Baggrunden sløres rigtig flot, mens personen (og det er undertegnede) står skarpt tegnet op.

 

Galaxy Note 9 – test af kamera: Selfie.

test af kamera samsung galaxy note 9  selfie med og uden slørig

Billedet til venstre taget med almindelig indstilling, det til højre er taget med portrætindstilling. Billedet til højre har mere sløring, men der er bedre detaljer på billedet uden sløring.

Se også: De bedste kameramobiler

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Datahastighed

Med 4G/LTE Cat 18 får man 1,2 Gbit/s hastigheder – i teorien. Ingen danske teleselskaber understøtter så høje hastigheder til 4G, men det må formodes at komme – men også inden 5G rulles ud? Tja, ikke sikkert.

I hvert fald burde så høje hastigheder over 4G være rigeligt for stort set alle de næste 4-5 år også selvom man begynder at prøve kræfter med virtual reality og augmented reality.

Se også: Hurtige 4G mobiler

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Spil

Jeg tror aldrig, jeg har spillet så meget og med så stor glæde som på Galaxy Note 9. Den store skærm er fantastisk til gaming og Modern Combat 5 (som jeg altid bruger til test af mobiltelefoners gaming-kvaliteter) har aldrig set bedre ud end på Note 9 – og jeg har aldrig spillet bedre end på Note 9 faktisk!

Den kraftfulde motor i Note 9 og den gode lyd er også med til at højne oplevelsen. Og jo, Fortnite kan også spilles på Note 9 :)

Se også: Bedste mobil til spil

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – antennekvalitet

Samsung Galaxy Note 9 har en sar-værdi på 0,38 W/kg. Det er ikke helt på niveau med for eksempel Galaxy S9+ med sar-værdi på 0,27 W/kg, men langt lavere end for eksempel Huawei P20 Pro og iPhone X med sar-værdi på henholdvis 1,03 og 0,92 W/kg.

Forskning viser, at man ikke behøver være bekymret over skadelig mobilstråling fra mobiltelefoner – jo højere sar-værdier desto mere mobilstråling, men tallet betyder noget for antennekvaliteten. En høj sar-værdi indikerer dårlig antenne, så betyder antennekvaliteten meget for dig, der hvor du bor, så står Note 9 fint på den konto. I praksis oplever jeg i hvert fald telefonen til at have en pålidelig og stabil opkobling til mobilnettet, både til tale og data.

Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Samtalekvalitet

Galaxy Note 9 understøtter VoLTE (Voice over LTE) og wifi opkald lige som mange andre nye mobiltelefoner med alt hvad det indebærer af HD-lyd til samtaler og smart opkobling til wifi for bedre samtaledækning indendørs. Lyden til almindelige samtaler er udmærket og forbindelsen er stabil.

Jeg har ikke haft mulighed for at teste wifi opkald og VoLTE, da det kræver, at de enkelte teleselskaber understøtter teknikken på lige netop denne model – og det er ikke rullet ud endnu til telefonen. Note 8 understøttes dog og det er min klare forventning, at det også kommer til at ske med Note 9.

Se også: Mobiltelefoner med god samtalekvalitet

 

Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – Pris

Samsung Galaxy Note 9 har en vejledende pris fra 7.849 kroner, men den kan købes inklusiv abonnement i en måned til cirka 7.100 kroner. Se de bedste priser for Samsung Galaxy Note 9.

 

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Samsung Galaxy Note 9 er den bedste mobil lige nu, når man ser på kvaliteten af dens funktioner – alligevel er den ikke for alle og den er svær at anbefale, hvis man vil have en god mobil, der samtidig har en mere fordelagtig pris. 7.100 kroner er naturligvis langt billigere end de 8.899 kroner, som for eksempel iPhone X havde fra starten og man får lynoplader med i æsken, bedre batteritid, bedre og større skærm, S-Pen, DeX og så videre.

Er man til Samsung og store skærme, så vil jeg hellere anbefale et køb af Galaxy S9+ til 5.300 kroner. Huawei  P20 Pro har også været oppe at vende et par gange her i testen og den koster fra 4.700 kroner. Men kan du se fordele i S-Pennen og prisen ikke betyder så meget, så skal du da helt sikkert give Note 9 et forsøg – du skal nok blive virkelig glad for den.

 

For

  • Kameraet
  • Skærmen
  • Brugerfladen
  • Batteriet
  • S-Pen

Mod

  • Prisen
  • Ikke de store nyheder i kameraet

Samsung Galaxy Note 9 – specifikationer og funktioner

  • Mål: 161.9 x 76,4 x 8.8 mm
  • Vægt: 201 gram
  • System: Android 8.1
  • Processor: Octa core (2.7GHz Quad + 1.7GHz Quad), 64bit, 10nm processor)
  • Skærm: 6,4 tommer, Quad HD+ Super AMOLED, 2960 x 1440 (521ppi), Corning Gorilla Glass 5
  • RAM: 6/8 GB RAM
  • Hukommelse: 128 GB / 512 GB + plads til hukommelseskort op til 512 GB
  • Batteri: 4.000 mAh, lynopladning, trådløs opladning
  • Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G)
  • Kamera: Dual kamera med Dual OIS (Optisk billedstabilisering). Vidvinkel 12 MP Dual Pixel AF, F/1.5. Telephoto 12 MP AF , F/2.4. 2X optisk zoom, op til 10 X digital zoom
  • Frontkamera: 8 megapixel, Aperture f/1.7, Auto-HDR
  • Video: 4K
  • Opkobling: 4G/LTE Cat. 18 ( 1,2Gbit/s), Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac (2.4/5GHz), Bluetooth 5.0, ANT+, USB Type-C, NFC, GPS (Galileo, Glonass, BeiDou), NFC
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja
  • Øvrigt: Accelerometer, barometer, fingeraftryksscanner, Gyro Sensor, Geomagnetisk sensor, pulsmåler, RGB lyssensor, irisscanner

Se også: Test af Samsung Galaxy Note 9